Månedens artikler - side 1


Gå til side 2

Gå til side 3

Hovedside
1. Førintelsen skjer i hodet vårt
2. Dødsleirer for tyske flyktninger i Danmark
3. Hvem spredte tyfus i Auschwiz? - en etterretningsrapport. (Den polske motstandsbevegelsen besto i vesentlig grad av jøder.) 3. Også her.
4. Om khazarjøder og retten for "Guds utvalgte folk" til å vende tilbake til "det lovede land."
5. Om hvordan verdensbankierene makter å holde nasjonalismen nede - eller: Hvordan utfjotte et helt folk?
6. Professor Shahak om den ekstremt rasistiske jødedommen. - En virkelig skjelden jøde.
7. Bok om massaker blottlegger polsk historie.
8. Martin Luther: Jøderne og deres løgne.
Kan dette være framtidens norske politiker?















Forintelsen skjer i hodet vårt.

Holocaustmnemet er et onde for alle andre enn jødene.
Vi anbefaler på det sterkeste at leserne studerer denne lille lederartikkelen nøye. Forfatteren har pekt og slått ned på et av tidens verste onder, og trolig også en av de verste ufyseligheter vi får å baske med i dette århundret. Får løgnen om Holocaust bite seg fast, kan den bli til like stor skade for menneskeheten som mnemer av liknende slag: Kristendommen, Jødedommen, Islam, Marxismen, Kommunismen, Kapitalismen, Liberalismen..... og andre kraftfulle mnemer som baserer seg på løgn eller ukorrekt virkelighetsoppfatning.
Vi ser alt at inkvisisjonen stikker sitt ekle hode fram: de som ikke tror på Holocaustløgnen - som ikke bekjenner seg til den rette lære- skal straffes!
Vegtam

Konferens: Politik - Ledaren i Salt nummer 3

FÖRINTELSEN FINNS INVÄRTES I EDER
– En hädisk betraktelse över vår nya statsreligion


--------------------------------------------------------------------------------

Ledare
--------------------------------------------------------------------------------


Den 26-28 januari ägde en stor internationell konferens rum i huvudstaden, kallad Stockholms internationella forum om Förintelsen. Att säga att den uppmärksammades i medierna vore ett understatement. Konferensen dominerade under åtminstone en vecka nyhetsbevakningen, opinionsbildningen och kulturdebatten.

Inte minst kom Förintelsen, som den beskrevs och tolkades av konferensens tyngsta talare, att användas som ett sätt - ja, det bästa, det absolut nödvändiga sättet - att förstå och värdera skeenden i samtiden, alltifrån etniska motsättningar i svenska förorter till Jörg Haiders politiska framgångar. Därvidlag var konferensen inte nyskapande, men utgjorde definitivt den hittills mest kraftfulla lanseringen av Förintelsen som världsbild.

Det är en världsbild som inte i första hand är historiskt, eller ens ideologiskt, grundad. "Levande historia" var en återkommande fras, men nya historiska rön lyste med sin frånvaro under konferensen. Istället var det uppenbart att seriös historieskrivning här som mest var utgångspunkten för retoriska manövrer. Efterhand tillät sig somliga kommentatorer - i sammanhanget faktiskt förvånansvärt många - att yppa en viss trötthet över det floskulösa inslaget.

Samtidigt visade de att de inte förstått vad konferensen egentligen handlade om. Retoriken var inte tom, den rymde ambitioner som går längre än historievetenskapliga syften; längre än politiska program.

Denna jättekonferens låter sig bäst förstås som ett slags kyrkomöte för vad som i praktiken nu blivit det efterkrigstida västerlandets nya statsreligion. Liksom kristendomen är Förintelsekulten en lära som förkunnar att frälsning är möjlig endast för dem som bekänner sin skuld och är beredda till bot och bättring. I Förintelsekulten är det inte Jesus Kristus som frälser världen genom sin offerdöd på korset. Istället är det den historien igenom pinade judenheten som möter sitt Golgata i de nazistiska koncentrationslägren, och genom sitt ojämförligt stora lidande frälser mänskligheten till en ny världsordning, i vilken demokrati och respekt för människovärde skall råda.

Denna seger över ondskan är emellertid alltid hotad, och därför måste vi ständigt erinra oss det judiska lidandet i koncentrationslägren, döden i gaskamrarna. Alla västerländska folk måste också erkänna att de har syndat genom tankar, ord, gärningar och underlåtelser. Förbleknar detta skuldmedvetande kan nämligen det ofattbara återupprepas: vi får aldrig glömma, det kan hända igen.

Dödslägren blir vallfartsmål för inpräntandet av dessa sanningar hos ungdomen. Överlevandes vittnesmål - höjda över normal källkritisk och vittnespsykologisk granskning - förmedlar Förintelsens budskap i klassrummen. I denna "levande historia" måste betoningen ligga på det "levande"; en personlig och starkt emotionell upplevelse av insikt. En omvändelse helt enkelt.

Man kan påpeka det groteska i det ständigt upprepade påståendet att det har gått ut alldeles för lite information om Förintelsen. Sanningen är att svensk skolungdom idag knappt har historiska kunskaper om någonting annat. Just Göran Persson är f ö ansvarig för att historia avskaffades som kärnämne i gymnasieskolan.

Man kan påminna om att kommunistregimernas terror, som varit betydligt mer omfattande och drabbat långt fler människor, knappast berörts överhuvudtaget. Hur många skolungdomar får lära sig om Katyn-massakern? Hur många känner till utrotningen av ryska och ukrainska bönder, massakrerna på tyskar i östeuropa efter kriget?

Man kan peka på hyckleriet i talet om att göra upp med det förflutna, när det överallt i samhällstoppen, även i Perssons regering, finns människor som har haft alltifrån ett djupt engagemang till allmän sympati för kommunistiska terrorregimer.

Göran Persson regerar dessutom med stöd av ett illa reformerat kommunistparti, vars ledare ännu viftar bort de sovjetiska förbrytelserna. Därför är det direkt motbjudande när statsministern mässar om vikten av att bekämpa historielösheten.

Allt detta låter sig sägas - och bör sägas. Men det är samtidigt att skjuta bredvid målet. Om man inser att Förintelsekonferensen och även projektet Levande historia appellerar till religiösa känslor och behov, då inser man också att rationella invändningar inte biter.

Sannolikt skulle - som framförts i debatten - ett jämförande studium av olika folkmord vara en mer fruktbar utgångspunkt för historieforskning än Förintelsens påstådda unicitet. En ung kyrka och dess adepter har emellertid bara förakt till övers för sådan ekumenik. Trosföremålet tål inga jämförelser. Förintelsekultens religiösa drivkrafter utesluter naturligtvis inte att det även föreligger andra motiv och intressen. Just för att Förintelsekulten de facto gör anspråk på en sakrosankt status blir det angeläget, om också kontroversiellt, att kunna granska dess krassare aspekter. Med andra ord: Vem gynnas?

Initiativet var Göran Perssons eget. Vad som ligger bakom statsministerns engagemang är ganska uppenbart. Det har gnagt den ambitiöse mannen att ständigt få höra om sin obetydlighet och oförmåga i internationella sammanhang jämfört med företrädare som Carl Bildt eller Olof Palme, och det finns inte så många sätt för den knappt ens engelskspråkige Vingåkerssonen att placera sig på världskartan. Utrikespolitik förstår han inte så mycket av, men han har förstått att det finns mäktiga krafter som tycker att det aldrig kan ges tillräckligt mycket uppmärksamhet åt Förintelsen. Och att han här funnit en arena där hans politiska konkurrenter inte vågar kritisera honom utan tvärtom tvingas bedyra honom sin vördnad, är säkert en källa till stark tillfredsställelse.

Alf Svensson gjorde för all del ett karaktäristiskt försök att bjuda över Persson i salvelsefull historiemoralism och på samma gång chikanera statsministern. Med anledning av mediehysterin kring "avslöjandet" att några hundra svenskar deltagit i andra världskriget på tysk sida, antydde Svensson att Sverige inte var värdigt att härbärgera ett evenemang som Förintelsekonferensen, om man inte först mer grundligt biktade svenska (läs: socialdemokratiska) försyndelser.

Persson torde dock inte ha några problem med sådana krav. Tvärtom: bruna fläckar i Folkhemmet är en god ursäkt för helrenovering. Perssons drag av gammaldags, maktfullkomlig kommunalpamp får inte göra oss blinda för att eliten i svensk socialdemokrati av idag har mer gemensamt med Blairs politiska projekt än med folkhemsbyggarnas visioner och ideal.

Att förankra systemskiftet det faktiskt är fråga om i väljarkåren är dock problematiskt. Att skambelägga Folkhemmet som nazianstucket gör det lättare för (s) att kapa oönskade band bakåt i tiden. Den som tror att Göran Persson generas av brunmålningen av Folkhemmet har misstagit väljartaktiska överväganden och personlig framtoning för solidaritet med den gamla socialdemokratin.

Inte bara i Sverige utan i alla de västländer som befinner sig i demografisk, social och kulturell turbulens ger Förintelse-kulten maktmandat åt de politiska etablissemangen. Förintelsekultens demonologi - det nynazistiska hotet - legitimerar att rättssäkerhet och medborgerliga fri- och rättigheter inskränks. I Sverige är den processen i full gång. Så kan man marginalisera, och om nödvändigt kriminalisera, kritiska opinioner som bärare av Förintelsens virus. Ständigt upprepas budskapet, att den som inte restlöst accepterar massinvand-ringen, eller "det mångkulturella samhället" bär inom sig samma ondska som resulterade i förintelselägren.

Hur anstötligt det än kan tyckas att omnämna det, har Förintelsekulten i högsta grad även en ekonomisk sida. För hur kan de västerländska folken göra bot? Jo, framför allt genom att generation efter generation fortsätta betala till judiska organisationer och direkt eller indirekt till staten Israel. Framför allt är det naturligtvis Tyskland som har fått betala för sina gärningar, men nu har turen kommit till de andra västeuropeiska länderna att betala för sina underlåtelser.

Totalt handlar det om mångmiljardbelopp som utverkas från regeringar, banker och andra företag. Det kallas kompensation för Förintelsen, men exakt vart går pengarna och efter vilka principer? Med tanke på pengars kor-rumperande potential finns all anledning att granska transaktionerna närmare, men här har journalistiken hittills gjort halt.

Vilka andra förföljda och fördrivna folk kan, mer än ett halvsekel efter en oförrätt, räkna med ens en bråkdel av den kompensation som den judiska världskongressen, med USA i ryggen, drivit in från europeiska regeringar de senaste åren? Vem ska kompensera det fördrivna palestinska folket?

Förintelsekulten är tillräckligt etablerad för att denna artikel av många läsare kommer att uppfattas som djupt anstötlig och brännmärkas som hädisk - eller med nu gängse terminologi som hetsande, hatisk, antisemitisk; så sjukt är nämligen vårt debattklimat att all kritik - om den riktas mot fel håll - kallas för "hets" eller "hat".

Det räcker idag inte att acceptera nazismens brott mot det judiska folket som ett historiskt faktum, det räcker inte att fördöma det som avskyvärt. Förintelsekulten avkräver oss långt mer än så: den gör anspråk på den slutgiltiga sanningen om Förintelsens innebörd och hur den skall gottgöras; den vill införa tankeförbud och (mental och pekuniär) betalningsplikt.

Det måste inte - får inte - accepteras okritiskt. Ett samhälle där människovärdet verkligen respekteras även utanför de makthavandes ihåliga högtidstal, förutsätter medborgare med ryggrad nog att vägra offer åt statens nya gudar.
|s


Skrivet









Dødsleire for tyske flyktninger i Danmark 1945.

Som et ledd i det planlagte og vel gjennomførte folkemordet på tyskerne under og spesielt etter at krigen var slutt ble tyskerne samlet i interneringsleire som raskt utviklet seg til rene dødsleire.  Overalt i det okkuperte Europa ble tyskerne samlet i dødsleire hvor de totalt forsvarsløse ble utlevert til de jødeallierte morderne.


Bildet over viser utsultete barn fra tysk leir i Danzig som endelig er tatt hånd om av et sykehus i Berlin.  Dette skjedde slett ikke bare i Øst- og Vest-Europa eller på Balkan,  Neida, det skjedde overalt.  Massemord overalt.  Også i Skandinavia.

Jeg besøkte en gravplass til en slik dødsleir (se over) hvor en del av det planlagte folkemordet på tyskere fant sted.  Den ligger pent til på en høyde i Aalborg i Danmark og er velstelt og godt tatt vare på.


Her er 1017 sivile tyskere og 250 tyske soldater lagt til sin siste hvile (se bilde over).  I følge min guide ble de myrdet i form av at de fikk bedervet mat og forpestet vann.  Leiren ble nektet tilkobling til det kommunale vannverket.  De var jo bare tyske Goyims som hadde utfordret den inernasjonale jødedommens verdensomspennende maktstilling.

De fleste døde var kvinner og barn.  Merk dere datoene på gravsteinen under.

Til din orientering så var ikke dette den største leiren med de fleste døde.  Neida, dette var bare en bitte liten del av det forferdelige massemordet på det Tyske folk som fant sted for å sikre jødedommen verdensmakten.

Reis innom og se for deg selv.  Husk at vi aldri skal glemme og aldri tilgi disse ugjerningene.  Er det ikke slik det sies i den jødiske Torah:  Et øye for et øye og en tann for en tann.  Lær og lær fort før vi også er ekspedert samme veien.


Og det stoppet ikke i 1945.  Neida, det stoppet ikke på flere år.  Over er et bilde av utsultete små babyer som endelig er tatt hånd om av et sykehus i Berlin.  I 1947.  To år etter at våpnene tiet.  Og tyskerne ble fortsatt myrdet i titusenvis i Europa.  På tide med litt rettferdighet og Sann Historie?

 



Nettstedet med denne artikkelelen ble fort fjernet fra serveren. Vi var forberedt på dette og hadde tatt kopi.
Vi trenger vel ikke fortelle hvem det kan være som er bekymret for at folk skal bli gjort kjent med dette stoffet?



Real History

Annex to

The Anglo American Combined Chiefs of Staff (CCS) discuss on July 3, 1943, THE ARMED FORCES AND SECRET MILITARY ORGANIZATION OF POLAND AS A FACTOR IN GENERAL ALLIED EUROPEAN PLANNING

Note (highlighted below in red) the reference to Auschwitz, and the proof that the Polish Underground was deliberately spreading typhus among occupation forces 1942-43;

Source: National Archives, RG 218, Records of US Joint Chiefs of Staff, "CCS 381 Poland (6-30-43) sec.1".

Spelling and typing errors in the original have not been corrected. The report has English spellings and (not reproduced here) Polish diacritical marks on names.

Most Secret

POLISH LIAISON OFFICER

TO THE

COMBINED CHIEFS OF STAFF

2633 16TH STREET. N. W.
WASHINGTON 9, D. C.

 

Washington, D.C., September 7, 1943

Brig. Gen. John R. Deane,
Joint Secretariat,
Combined Chiefs of Staff,
Washington, D.C.

DECLASSIFIED BY:
JCS DECLASSIFICATION BRANCH
DATE: 17 APRIL 73

Dear General Deane:

With further reference to the memorandum on The Forces and Secret Military Organization of Poland as a factor in General Allied European Planning /C.C.S. - 267/, there are transmitted herewith:

1. A detailed Order of Battle of German Formations in Poland based on data of March and April, 1943 with amendments based on data of July 1, 1943 [not posted on this Website].

2. Report on the Polish Secret Army for the period ending April, 1943.

 

Very truly yours,

[signature]

L. Mitkiewicz
Colonel

Encl.
As stated.

 

 
REPORT RE: THE POLISH SECRET ARMY

For the period: the year of 1942 to April 1943.

 

A. The Situation in Occupied Poland

/for the period: January to April 1943/

I. The Attitude of the German Authorities towards Poland

The German policy of extermination aimed against Poles and Jews, has gradually become more severe.

The German plan of action aims in particular at:

1. exploiting local manpower, to the greatest possible degree, to satisfy the war needs of the Reich, by means of:

a. mobilizing and forcing into the German Army Poles Inhabiting the western parts of the country. /including men of the class of 1900/;

b. drafting labour in the remaining parts of the country, and deporting it to the Reich and to the east.

2. fighting and liquidating all signs of organized underground resistance in Poland by applying the most severe reprisals. The reprisals are based on the principle of common responsibility /mass executions, burning of villages etc./:

3. germanizing Polish territories by a system of mass deportations /and executions in case of resistance/

During the first four months of 1943, the Germans, capitalizing on the anti-Polish attitude of Soviet Russia, began an intensive campaign aimed at turning popular Polish feeling against Soviet Russia They hoped, by this means, to achieve real collaboration, particularly collaboration of a political nature.

This campaign was backed by several acts of the occupying Authorities, such as:

a. an effort to create a Polish Protectorate - similar to the Chech Protectorate - and organize a Polish legion.

b. the promise of normalizing the situation in the country.

c. the promise of treating Polish workers deported to the Reich on an equal footing with German workers /the same rations/.

The matter of the "graves of Katyn" was one of the means which German propaganda intended to use in furthering this plan.

As an answer to this measures, the people of Poland endorsed completely the decisions of the Polish government in London, and refused all offers of collaboration.

 

II The German terror in Poland. Statistical data.

1. Concentration camps in Poland.

a. Oswiecim [Auschwitz] - Over 640,000 people have perished in this camp from the moment of its creation until the end of 1942. According to the latest reports, prisoners still living number about 40,000.

b. Majdanek - About 27,000 people are interned in this camp.

2. Deportations.

Mass deportations, combined in many cases with executions, have lately taken place:

a. in the Province of Lublin

b. In the Province of Bialystok (40,000 people have been deported from the town of Bialystok).

c. In the town of Radom, from which the whole population has been deported, and, of late, in Lithuania.

3. Jewish ghettos in Poland

The ghettos in Kobryn, Luniniec and Brzesc have been completely liquidated.

The ghettos in Warsaw, Baranowicze, Molodeczno and the towns of Galicia and Volhynia have been partly liquidated.

 

 

B. Military work and methods of organization.

I. Military organization.

One of the recent moves of the Polish Secret Army was to develop the organization of the military network especially in the eastern and western areas.

The organization H.Q. Staffs is being completed by the addition of new personnel. At the same time secret tactical exercises are being organised for junior commanders

II. Military work of centralization.

A program of organization and centralization is being carried out, for the purpose of incorporating into the ranks of the Polish Secret Army all the semi-military organizations, which have so far taken no part in the activities of the army.

III. Military education.

The first course of an Infantry Officers' Candidate School was completed in June, 1942. There were 150 groups of students. One group generally numbers 4 to 5 students.

In July new groups of Infantry Officers' Candidates began on a new course. The first course of a school for Non-Commissioned Officers started at the same time.

Large-scale military training for youth of both sexes was started. Girls learn nursing and liaison work in special centers.

A second school for automobile drivers was opened in the middle of 1942. The training received by students of the first school proved satisfactory.

IV. Production of explosives.

Two types of hand grenades are produced in some localities (hand grenades with delayed, and immediate action fuse).

V. Publications of a military nature.

Instructions in the use of German infantry and artillery equipment have been published. Other publications contain the description and instructions in the use of German panzer, engineering, and signal equipments.

Several publications of a military nature are appearing in Poland, such as:

"Information Bulletin" which appears weekly in 24,000 copies, bi-weekly in 8,000 copies, monthly in 11,000 and 6,000 copies.

"Press Agency", a weekly containg a review of current events. It is distributed to all underground publications, the number of which exceeds 100.

 

 

C. Sabotage, diversion and retaliation activities in Poland. (for the period March, 1942 to April 1, 1943)

I. The above activities are carried out by guerilla groups and sabotage detachments of the Polish Secret Army. Regular army units destined for other tasks, take no part in those activities

II. General aims and objects of the sabotage activities.

1. Disorganizing German military transports.

2. Lowering the production of German war material.

3. Sabotage and destruction of German agricultural production.

4. Disorganizing German occupation administration in Poland.

5. Lowering the morale of the German army and the German population by means of:

a. subversive propaganda
b. acts of retaliation

III. Area of activity: Poland, the Third Reich, and the western parts of the U.S.S.R. behind the German lines.

IV. Results:

The reports and statistical data given below are fragmentary and cannot constitute a complete picture of the results of the activities described, for the following reasons:

a. Limited technical means of communications at the disposal of our organization within the country. Fear of over-burdening the communications network inside Poland, and between Poland and London.

b. Difficulties of transit to and from Eastern Poland and strict control of all traffic between the Third Reich, Western and Central Poland.

1. Sabotage activities
      (for the period: the year of 1942 to May, 1943).

a. Railways
  • Damaged locomotives 2,085
  • Damaged cars 7,007
  • Burned cars 167
  • Railway transports set on fire 142
  • Damaged armament transports 227
  • Interruptions in the schedule of
  • westbound rail traffic 152
  • Interruptions in telephone and telegraph
  • communications in the railway system 144

b. Production of war material

  • - In the "Avia" plant in Warsaw 1,532 sets of bomb racks were defectively manufactured (not fit for use).
  • - In the powder plant "Pionki" the amount of rejected defectively manufactured explosives equaled a month's output.
  • - In the Oberhütte Stahl Gliwice the production of anti-tank shells was stopped, due to inadequate penetration.
  • - At the foundry "Pokoj" the production of steel fell to 30% of the former output, as a result of sabotage activities.
  • - In the "Ostrowiec" plant in Warsaw the production of locomotives fell to 30% of the former output.
  • Open hearth furnaces put out of action 2
  • Oil well blocked 7

The following material was damaged in several plants:

  • lathes 362 0
  • motors 76
  • transmission belts 901
  • miscellaneous machines 342
  • trolleys 14
  • textile raw materials .... 12,772kg.
  • miscellaneous instruments 242
  • automats 104
  • The wear and tear of instruments was increased and caused the loss of 17,568 man-hours

The following equipment was damaged in mines:

  • tubes 645 m.
  • current conducting rails 25m
  • trolleys 1 , 261
  • pumps 11
  • dynamos 2

The following miscellaneous material was destroyed:

  • rubber pontoons 25
  • zinc alloy 18 tons
  • iron 108 tons
  • steel 102 tons
  • special materials 897 kg.
  • tools 344 kg.
  • gasoline 4, 929 tons
  • lubricants 21,135 kg.
  • timber for production of aircraft propellers 470 tons
  • finished propellers 686
  • rubber 40 tons
  • mechanical tools 28tons
  • parts of heavy machine guns defectively manufactured 600

 Between February and April 1943 the following material was destroyed:

  • gasoline 3,300 litres
  • alcohol 40,000 litres
  • oil 300 litres
  • gas mixture 200 cu.meters
  • substitute cotton 450,000 lbs.

c. Miscellaneous

The following have been burned down:
  • barracks 1
  • aviation depots 1
  • army garages 2
  • army workshops 1
  • quartermaster stores 3
  • motor cars destroyed 301
  • railway bridges destroyed 9

2. Self-defense activities

(for the period January to April 1943).

Nine armed attacks against German prisons have been made with the aim of liberating soldiers of our Secret Army or members of subversive organizations.

  • successful attacks 7
  • unsuccessful attacks 2

In all about two hundred men have been set free.

Besides the attacks mentioned above, the following were carried out in April 1943:

  • an attack against a German prison near Cracow, in which 120 prisoners were set free.
  • an attack against a German police garrison in the town of Wysokie Mazowieckie, in which imprisoned soldiers of the Polish Secret Army were liberated.

3. Activities of retaliation
(for the period January to April 1943)

a. the following were liquidated:

January

February

March

April

Gestapo agents

50

16

27

Germans - in combat and by hidden means

100

20

members of the deportation committee

18

b. poison has been administered

in 189 cases

in 132 cases

in 132 cases

Typhoid fever microbes and typhoid fever lice

in a few hundred cases

poisoned parcels to Germany

57

20

c. Besides the above-mentioned cases, the following German officers were liquidated in April 1943:

Gen. Krüger - Chief of the Police Department and of the S.S. and assistant of Governor Frank.

  • On April 16, 1943 - Kurt, Head of National Social Security.
  • On April 8, 1943 -  Hoffman, Head of the Warsaw Labor Board.
  • On April 13, 1943 - Dietz, Hoffman's assistant.
  • "    "   "    "    together with Dietz - 27 Gestapo agents.

d. A series of personal threats against Germans has been started, and liquidation resorted to.

Results highly satisfactory.

e. As an answer to the deportations which took place in the county of Zamosc (November 26 to November 28, 1942) acts of retaliation were carried out during December and January 1943.

Results:

The village of Cieszyn, freshly settled by German colonists, was burned down. (Sixty-four families of German settlers and eight S.S. men perished).

Several other settlements, destined for German colonists were also burned down.

As a result of our retaliation activities the Germans began, on November 2, 1943, a mass man-hunt in the above-mentioned localities with the intent of trapping civilian population and our partisan groups.

A special Polish detachment (300 soldiers) was sent into action, engaged the Germans in the vicinity of Lasowice and prevented the man-hunt.

On November 4, 1943 the following German reinforcements left Lublin: 5 infantry companies, an S.S. battalion and armored cars.

Our detachments stopped the fight and went into hiding in the forests.

Our losses: 24 dead, a few wounded, 360 captured.

The enemy's losses: over 40 dead.

References to the typhus epidemic in occupied wartime Poland:

To Order Books | Auschwitz Index | Irving Index | Irving Page | Irving Book-List | Action Report | Other FP Authors
 Buchladen | Auschwitz | Irving-Verzeichnis | -Hauptseite | -Bücher | Action Report | Weitere FP-Autoren
©Focal Point 1999 e-mail:  write to David Irving





KHAZARENE

Er alle jøder i Palestina og resten av verden virkelig jøder av blodet?

Av John L. Bray

Denne artikkelen tar sikte på å rydde av vegen en del misforståelser i forbindelse med zionistbevegelsen og staten Israel. De aller fleste kristne i dag tror at "jødene" som innvandrer til Israel, er jøder av blodet, og oppfyller en bibelsk profeti. Ikke mange kjenner forskjellen mellom Sefardi-jøder og Ashkenazi-jøder. Enda færre har noen gang hørt om Khazarriket og khazarenes omvendelse til jødedommen i år 740 e.Kr. Dette er ukjent historie for de fleste, men når sannheten om khazarfolkets vandringer blir kjent, vil man kunne se på den verdensomspennende zionistbevegelsen - "tilbake til Israel" - med nye øyne.

Egentlig er det meningsløst å omtale jødene i dag som "Guds utvalgte folk" når de til de grader er utvannet ved inngifte og asimilert i andre folkeslag. Som Encyclopaedia Britannica sier: "Det eksisterer ingen jødisk rase": "Antropologiske undersøkelser av de fysiske trekkene, avslører at det - i motsetning til den vanlige oppfatning - ikke eksisterer noen jødisk rase som sådan" (1973-utg., bd. 12, s. 1054). Av denne grunn, og ikke minst av andre grunner, er det meningsløst å snakke om jødenes gjenkomst til Palestina i dag som en oppfyllelse av bibelske profetier. Engang var en sånn tolkning rimelig - den gang da profetiene først ble uttalt, dvs. før og under fangenskapet i Babylon etc., da jødene ikke bare befant seg i Babylon, men også andre steder i verden. I dag er imidlertid situasjonen en helt annen. Som profetert vendte jødene tilbake fra Babylon og andre steder, men i dag er jødene en blanding av hummer og kanari!

Hvor mange bibelgranskere som dogmatisk omtaler dagens jøder som "Guds utvalgte folk", har virkelig studert opprinnelsen til de fleste jøder i verden i dag. En slik gransking kunne kanskje rette opp noe av det som blir forkynt i dag.

Det er ikke forhastede uttalelser jeg kommer med. Det jeg har å si, er jeg kommet fram til etter å ha gått emnet nærmere etter i sømmene ut fra de kilder jeg har til rådighet. Og jo mer man undersøker, desto mer finner man! Men det er ikke dermed sagt at du finner det meste av disse opplysningene i dagens aviser, eller i bøker og skrifter utgitt av mange religiøse kirkesamfunn. Årsakene til dette vil etter hvert bli ganske åpenbare.

Sefardi-jøder "Sefardi" betyr "Spania" på hebraisk. Da Inkvisisjonen fant sted i Spania, flyktet de spanske jødene til mange land. De kom egentlig fra "Diasporaen", de jødiske samfunn som ble spredt over Europa, Asia og Afrika etter det babylonske fangenskapet i det sjette århundre f.Kr. (Funk & Wagnall's New Encyclopedia, 1979-utg., bd. 7, s. 475)

Ashkenazi-jøder

Det kan være av interesse å se på noen fakta i forbindelse med de jøder rundt omkring i verden som kalles Ashkenazi-jøder. De utgjør det store flertall av jøder i verden i dag.

The Jewish Encyclopedia (bind 2), sier følgende: "Ashkenaz - et folk som via Gomer spores tilbake til Jafet, Noas tredje sønn (1 Mos. 10,3; 1 Krøn. 1,6)."

I Det gamle testamente (1 Mos. 10,3) blir Ashkenaz omtalt som Gomers første sønn, og Gomer er på sin side (1 Mos. 10,2) omtalt som Jafets første sønn. Glem ikke at de ekte israelitter av blodet nedstammer fra Sem, ikke fra Jafet.

Encyclopedia Americana sier at ashkenaziene "...er de jøder hvis forfedre levde i de germanske land. Dette er avledet av Ashk'naz, det tradisjonelle, hebraiske navnet på Tyskland. I løpet av middelalderen, og etter denne, spredte Ashkenazi-jødene seg over hele Europa, unntatt middelhavslandene. Herfra emigrerte de over havet, samtidig som de beholdt språket sitt, Yiddish. De produserte en omfattende religiøs og sekulær litterær arv på Yiddish, en tysk dialekt fra middelalderen som var oppspedd med noe hebraisk. ... Det var blant Ashkenazi-jødene at den politiske zionisme oppsto, noe som til slutt førte til opprettelsen av staten Israel."

Hvem er da disse Ashkenazi-jødene, og hvor kom de fra? Hvem er deres stamfar? Er Ashkenazi-jødene etterkommere av Jafet, Gomer, Ashkenaz og Det kaukasiske folk, i motsetning til Sefardi-jødene, som er etterkommere av Sem, Abraham, Isak og Jakob?

Ashkenazi-jøder og khazarer
I Encyclopaedia Britannica (1973-utg., bd. 13, s. 328-330) finner man en historisk oversikt over riket til et folk som ble kalt khazarene. Vi finner dem i det 6. århundre e.Kr., og i det 8. århundre nådde de sitt høydepunkt som nasjon. De var en del av Det vesttyrkiske rike, men eksisterte tidligere under et annet navn. De hadde sin utbredelse nord for Kaukasus-fjellene, med kaukasene som den sydlige grense for deres utbredelse. I 1016 gikk den bysantinske keiser i forbund med russerne for å angripe dem, og deretter ble riket deres underlagt Bysants (Det østromerske rike).
Religionen til khazarene omfattet kristendommen, Islam, jødedommen og hedenskap. Men rundt år 740 ble khazarenes konge, Bulan, omvendt til jødedommen.
Encyclopaedia Britannica forteller følgende om denne hendelsen: "Dette faktum er i seg selv ... både udiskutabelt og uten sidestykke i historien i det sentrale Euro-Asia." Og videre: "Omvendelsen av khazarene hadde en betydelig og varig virkning på den vestlige verden" (s. 329, uthevelser tilføyd). Dette er ikke første gang hedninger ble jøder, for vi har lest at det samme hadde skjedd tidligere. Det var i Persia under kong Ahasverus, da mesteparten av jødene befant seg der. De var blitt forfulgt, men du husker sikkert at på grunn av dronning Ester, utstedte kongen et dekret som annulerte Hamans tidligere dekreter eller bannbuller mot jødene, og ga jødene rett til å forsvare seg. Så kan vi lese: "Og mange av folkene i landet ga seg ut for å være jøder" ("ble jøder", engelsk bibel)(Ester 8,17).
Encyclopedia Americana (bd. 16, s. 391) forteller at khazarene "var et folkeslag, trolig av finsk-ugrisk rase, som levde rundt Det kaspiske hav og forgreininger av Kaukasusfjellene fra ca. 190-1100 e.Kr. ... Khazarene var tolerante overfor alle religioner. Mange av dem adopterte den jødiske tro fra jøder som flyktet fra forfølgelse i Konstantinopel på 700-tallet. Jødene i det moderne Russland kan ha en viss mengde khazarblod i seg."
Mange av dagens jøder i Palestina kom (og kommer, red. tilf.) fra Russland.

Funk & Wagnall's New Encyclopedia (1971-utg., bd. 14, s. 386) forteller følgende: "Ved høyden av sin makt, i det 9.århundre, hersket khazarene over Russland til vest for elven Dniepr og til nord for midtløpet av elven Volga. ... I det 7.århundre omvendte deres khakan, eller hersker, seg til Jødedommen, og deretter omvendte en stor del av befolkningen seg til jødedommen. Men så tok Khazarriket slutt, og etter en rekke kriger ble de beseiret og assimilert av russerne."
Etter at riket deres gikk til grunne, vandret khazarene inn i Østeuropa, hovedsakelig Russlandog Polen, der den største konsentrasjon av jøder befant seg på etlangt senere tidspunkt. Enkelte historikere er av den oppfatning at størstedelen av verdens jøder i dag er av khazar-opprinnelse i stedet for semittisk opprinnelse.

Hvis dette er riktig, betyr det ganske enkelt at størsteparten av verdens jøder i dag stammer fra hedningene i Kaukasus-området i stedet for fra Abrahams ætt!

Da jeg i september 1982 var i Israel for annen gang, ble jeg i stand til skaffe videre informasjon om khazar-jødene. I et bibliotek i Jerusalem fant jeg et verk, EncyclopediaJudaica Jerusalem (Keter Publ. House, Ltd. Jerusalem, 1971). Dette leksikonet er "ikke for salg i USA, Canada og Latin-Amerika", som det står foran i hvert bind. Kanskje dette gir saken litt tyngde.

I dette leksikonet leste jeg at det i det 6. århundre fantes et nomadefolk som var kjent som khazarene, og som trolig tilhørte Det vest-tyrkiske rike. Antakelig tilhørte de på et tidligere tidspunkt Hunner-riket. De ble kalt tyrkere og hunnere. Antakelig oppsto dette stammefolketda bulgarenes hersker i Det vest-kaukasiske område døde, og fire av sønnene hans vandret så langt vest som til elven Donau. Som en gryende "nasjon" tok de området i besittelse så langt som til Svartehavet. En av brødrene krysset Donau og beseiret det som i dag utgjør Bulgaria. Deres framrykk mot Svartehavet og Krimhalvøya brakte dem i kontakt med gresk kultur og politikk. På 700-tallet bredte de seg videre vestover mot Kiev og de slaviske landområdene. Gjennom flere tiår forsvarte khazarene seg med hell mot araberne. Dette gir en pekepinn om hvor sterkt riket deres var.

Khazarenes omvendelse
Khazarenes omvendelse til jødedommen i år 740 blir beskrevet av khazarenes konge Yosef i det 10. århundre. Dette gjør han i et brev til en ledende person i Spania ved navn Hisdai (Hisdai ben Shapruth). Hisdai hadde blant annet stilt følgende spørsmål: "Finnes det et jødisk kongerike noe sted på jorden? Hvordan kom jødene til Khazaria? Hvordan skjedde khazarenes omvendelse?" Kong Yosefs svar dreide seg om khazarenes tidlige historie, og han gir deretter en lang beskrivelse av omvendelsen til jødedommen under kong Bulan. Bulan hadde en drøm, som han gjenga i sin alminnelighet.

Fra krigsbyttet etter krigene mot araberne syd for Kaukasus, ble det bygd og innviet et tempel etter den bibelske modell. Deretter fant det sted en debatt mellom representantene for jødedommen, kristendommen og Islam. Etter denne debatten tok kong Bulan og de ledende khazarer imot jødedommen. Senere ble det bygd synagoger og skoler. Khazarene ble gjort kjent med Torah, Misnah og Talmud, og religionssystemet til den rabbinske jødedommen ble introdusert. Ifølge Encyclopedia Judaica (USA-utgave), uttrykte Hisdai takknemlighet "over at Gud i sin nåde ... hadde bevart levningen av den jødiske rase" (bd. 4, s. 3).

Denne korrespondansen til khazarkongen Yosef finnes i biblioteket til "Kristi Kirke" i Oxford, England. I mitt eget bibliotek har jeg en bok med tittelen The Jew in the Medieval World - A Source Book: 315-1791. Det er en skoleutgave som er utgitt av McClelland and Stewart, Ltd., Canada, 9. utgave, s. 1979. På sidene 227-232 finnes et avsnitt med tittelen The Medieval Jewish Kingdom of the Chazars, 740-1259. I denne boken gjengir forfatteren, Jacob R. Marcus, som selv er jøde, utdrag fra disse brevene til kong Yosef og Hisdai. I sitt brev skriver kong Yosef følgende: "Du skal vite at vi nedstammer fra Jafet, gjennom hans sønn Togarma." Han sier videre: "I ættetavlene til mine for fedre har jeg funnet at Togarmahadde ti sønner. ... Jeg selv ned stammer fra den sjuende sønn, Khazar." Her ser vi at khazar-jødene sporer sin opprinnelse tilbake til Togarma, Gomers sønn, sønn av Jafet, sønn av Noa (se 1 Mos 10,1-4).

Jacob R. Marcus sier i sin bok at "I jødisk litteratur er Togarma stamfaren til alle tyrkerne." Videre sier han at "Khazarene, som var kjent allerede fra det annet århundre, dominerte den sydlige del av Russland i tidlig middelalder." Videre sier Marcus: "Margolis og Marx' verk: Det jødiske folks historie, er det beste ettbindsverk på noe språk om jødenes historie. Det er egentlig et leksikalt referanseverk,som er ytterst nøyaktig og korrekt." Jeg har også dette verket i min besittelse, og på s. 308-312 gir forfatterne en biografi over Hisdai, som skrev det nevnte brev til khazarkongen Yosef i et forsøk på å lære mer om dette jødiske kongeriket i øst, og de forteller om begivenhetene i forbindelse med dette spørsmålet om "khazar-jødene". Denne boken sier også at khazarenes "hoved-etterkommere" var "av den hvite rase, mens språket og styreformen deres var mer på linje med hunnere og tyrkere" (Max L. Margolis og Alexander Marx: A History of the Jewish People, s. 525, Athenium Pub., 9. utg., 1980.)

Av nabolandene var khazarene kjent som jøder. Det ble sagt at ingen kunne inneha et "khaqanate" (deres høvding, som sto høyere enn kongen selv, ble kalt 'khaqan') hvis han ikke var jøde.

I det 10. århundre ble khazarene gjentatte ganger overfalt av russerne, og etter 965 ble ikke lenger khasarene omtalt så mye som et selvstendig folkeslag. Etter det 11. århundre eksisterer ikke lenger riket deres.

Khazarenes vandringer
Etter at Khazarriket var falt, skjedde følgende: "I middelalderen var nærværet til de jødiske gruppene og innflytelsen til jødisk tankegang i Østeuropa betydelig. Som nevnt, hadde slike grupper vandret til Sentral-Europa fra øst, eller blitt omtalt som khazarer. Dette gjør det umulig å se bort fra muligheten for at de stammet fra det tidligere Khazarriket" (Encyclopedia Judaica, bd. 10, s. 952). Les denne uttalelsen en gang til!

I det 12. århundre bodde det khazarer i Konstantinopel og Alexandria, og disse ble oppfordret til å slå seg ned i Ungarn. De kom også til Kiev i Ukraina. I 1309 fikk katolikker i Ungarn forbud mot å gifte seg med khazarer.

Det blir nevnt andre områder disse gruppene slo seg ned, eksempelvis Krimhalvøya, Polen og andre steder.

"Det ser ut til å være et betydelig bevismateriale som bekrefter at khazarenes etterkommere befinner seg i Europa" (samme, s. 953).

I de eldste russiske lovbøker, som går helt tilbake til khazarenes tid, finner man skrifter fra Bibelen og Talmud. Det blir pekt på at de elementer fra Bibelens og Talmuds lovverk man finner i disse russiske lovbøkene ikke skyldes kontakt med katolikkene i vest, men med jødiske khazarer.

I Encyclopedia Judaica Jerusalem var det også flere sider om "Ashkenaz".

"Ashkenaz" ble definert som et folkeslag og et rike som grenset til Armenia og øvre del av Eufrat, og som står nevnt i 1. Mos 10,3 og 1. Krøn 1,6 som etterkommere etter Gomer. Det finnes også en henvisning i Jer. 51,27. Det ble påpekt at i rabbinsk middelalder-litteratur, blenavnet brukt for "Tyskland". "Ashkenaz" var navnet på den jødiske befolkning i Nordvest-Europa, ved bredden av Rhinen. Uttrykket omfattet til slutt Tyskland, tysk jødedom, tyske jøder og deres etterkommere. Jødiske bosettinger i Nord-Frankrike og Tyskland spredte seg videre til Polen/Litauen,og til slutt til jødiske bosettinger rundt omkring i verden.

Uttrykket "ashkenaz" blir brukt for å skille disse fra "sepharad", som hovedsakelig dreier seg om spanske jøder. "Ashkenaz" er en aksentuert, hebraisk form for "Tyskland". Sefardiene var derimot etterkommerne etter jøder som ble kastet ut fra Spania og Portugal, og som bosatte seg i andre områder. Befalingen om å kaste ut jødene fra Spania ble undertegnet samme år som Columbus satte seil for Amerika - 1492. De vandret da til Syd-Frankrike, Italia, Nord-Afrika, Tyrkia, Lilleasia, Holland, England, Nord- og Syd-Amerika, Tyskland, Danmark, Østerrike og Ungarn.

I det 15. og 16. århundre ble sentret for Ashkenazi-jødenes befolkningsområde flyttet fra Vest- til Øst-europa, hovedsakelig i Bøhmen, Moravia, Polen og Litauen. I de slaviske landene snakket disse jødene det jødisk/tyske språk Yiddish - et karakteristisk kjennetegn.

Fra det 17. århundre avtok Sefardi-jødene i antall, mens Ashkenazi-jødene økte. Ashkenaziene spredte seg gjennom Vesteuropa, og også over Atlanteren. Ved slutten av det 19. århundre, hovedsakelig på grunn av forfølgelse i Russland, fant det sted det en massivutvandring fra Østeuropa. Før 2. verdenskrig utgjorde Ashkenazi-jødene 90% av den samlede jødiske befolkning over hele verden. I dag er det bare rundt en halv million Sefardi-jøder tilbake. Dette betyr at det store flertall av de resterende 13,5 million jøder er Ashkenazi-jøder. I staten Israel har disse to jødiske grupperingene fremdeles sine adskilte kjennetegn både når det gjelder innstiftelser og religiøse øvelser.

Selv om Encyclopedia Judaica Jerusalem ikke kommer inn på dette, skal man legge merke til at khazarenes skrevne historie slutter i det 12. århundre, og ikke lenge etter finner vi begynnelsen til Ashkenazi-jødenes historie - også i Sentral-Europa. Det som skjedde i denne mellomperioden er kanskje et følsomt emne for mange av "jødene" i dag, spesielt for dem som mener at de er Guds utvalgte folkerase hvis lovende framtid er gjenopprettelsen i Palestina og opprettelsen av et kongerike som skal herske over hele verden.

Det som historien forteller, er også en utfordring til overnidkjære kristne som promoterer den zionist/politiske stat på grunnlag av bibelske profetier.

Graetz, hvis historiske verk om jødene er blitt anerkjent som et av standardverkene, forteller også om khazarenes omvendelse til jødedommen, og om deres påstander (falske naturligvis) at de var en del av de tidligere ti stamm
"Det er mulig at omstendighetene rundt khazarenes omvendelse til jødedommen er omspunnet av legender, men omvendelsen i seg selv er et faktum som er så ettertrykkelig bevist fra alle kanter at det ikke levnes tvil. I tillegg til Bulan, adopterte de ledende menn i hans kongerike - nesten fire tusen - den jødiske religion. Etter hvert banet den seg veg blant folket, slik at de fleste av innbyggerne i byene iKhazarriket til slutt var jøder. ... Over en tid var ikke jødene i andre land klar over at dette mektige kongerike hadde omvendt seg til jødedommen, og da svake rykter om dette til slutt nådde dem, var de av den oppfatning at Khazaria var befolket med etterkommerne til de tidligere ti stammene" (Graetz: History of the Jews. Jewish Publication Society, Philadelphia, Pa., 1902, kap. V, s. 140-141).

Max I. Dimont, forfatter av Jews, God and History (Simon and Schuster, Inc., 1962), uttaler at "Ashkenazi-jødenes historie dreier seg vesentlig om jødenes historie øst for Rhinen, fra det 15. århundre og utover" (s. 246).

Dimont kommer også inn på khazarenes omvendelse til jødedommen, selv om boken hans bare vier et par sider (198-200) til khazarene. Men han nevner den jødiske dikter Juda Halevi (født i Toledo, Spania i 1075), og at temaet for det store filosofiske diktet hans, Ha-Kuzari, var de hedenske khazarer som omvendte seg til jødedommen. Han nevner at dette temaet "dreier seg om en fantastisk episode i jøisk historie, som ville blitt feid til side som rent oppspinn, hadde det ikke vært for at den var så godt dokumentert."

Han nevner videre at da khazarene ble beseiret i 969, ble territoriet deres innlemmet i det nyopprettede russiske rike, men han rører ikke historien deres videre enn til dem som ble spredt fra Khazaria.

The Jewish Encyclopedia (USA-utgave), fører khazarenes opprinnelse enda lenger tilbake i tiden enn Jerusalem-utgaven av dette leksikonet gjør: "Moses av Korene refererer til Armenia og Iberia som blir invadert av "kazirene" i begynnelsen av det 3. århundre" (bd. 4, s. 1).

Og i Encyclopedia Judaica legger man også merke til en referanse til Armenia i forbindelse med Ashkenazi-jødene: "...at Ashkenaz blir nevnt blant kongerikene i nærheten av Armenia" (bd. 3, s. 718). Når man gransker disse to leksika, merker man seg at ashkenaz, som "var etfolkeslag og et land ved grensen til Armenia og den øvre del av Eufrat, og som blir nevnt i 1. Mos. 10,3 og 1. Krøn. 1,6 som en av Gomers etterkommere", blir assosiert med khazarene i Armenia. I tilfelle du ønsker å slå opp for å se, staver The Jewish Encyclopedia khazarer som"chazarer".

"Yakubi, en arabisk historiker som virket i det 9. århundre, sporer khazarenes opprinnelse tilbake til Jafet, Noas tredje sønn" (Arthur Koestler: The Thirteenth Tribe, s. 22). I det første avsnittet i artikkelen om khazarene, skriver The Jewish Encyclopedia følgende, og legg spesielt merke til den første setningen: "Et folkeslag av tyrkisk opprinnelse, hvis liv og historie er flettet inn i historien til jødene i Russland helt fra begynnelsen. Khazarenes kongedømme var fast grunnlagt i det meste av Syd-Russland lenge før det russiske monarki ble grunnlagt av Varangerne (855). Helt fra de første århundrene har det bodd jøder langs breddene av Svartehavet og Det kaspiske hav. Historisk bevismateriale viser at hjemlandet til khazarene lå i Uralområdet. Blant klassiske forfattere i middelalderen var khazarene kjentsom "chozarer", "khazirer, "akatzirer" og "akitirer"" (bd. 4, s. 1. Uthevelser tilføyd).

Hva skjedde med disse khazar-jøder fra det 12. århundre og utover? Hvordan fortsatte Ashkenazi-jødene der khazar-jødene slapp, og hvilken forbindelse er det?

Den 3. mars 1983 hørte jeg på nyhetene at Arthur Koestler var død, antakelig ved selvmord, etter langvarig sykdom (levkemi og Parkinson). Neste dag leste jeg i The International Herald Tribune at Eric Pace i New York Times hadde uttalt at Koestler var en "strålende person, en selvransakende tenker, et forbilde på en sentraleuropeisk intellektuell". Jeg hadde ganske nylig anskaffet et eksemplar av Arthur Koestlers bok The Thirteenth Tribe (Random House, 1976) til boksamlingen min, etter først å ha lånt den på et bibliotek. I denne boken skriver Koestler om khazar-jødene - et mer inngående studium av emnet enn jeg har sett noe annetsted. Koestler skriver bl.a.: "Det som diskuteres er skjebnen til de jødiske khazarer etter at riket deres gikk til grunne i det 12. århundre. Når det gjelder dette problemet, er det sparsomt med kildemateriale, men det nevnes forskjellige khazar-bosettinger i middelalderen på Krim-halvøya, i Ukraina, Ungarn, Polen og Litauen. Det generelle bildet som dukker opp fra disse fragmentariske bitene av opplysning, er at det skjedde en utvandring av khazarstammer og -samfunn til disse delene av Østeuropa, hovedsakelig Russland og Polen, der de største konsentrasjoner av jøder oppholdt seg ved innledningen til den moderne tidsalder. Dette har fått flere historikere til å trekke den slutning at en ikke ubetydelig del, kanskje størsteparten av de østlige jøder - og dermed også av verdens jøder - kan være av khazar-, og ikke av semittisk opprinnelse" (s. 15-16, uthevelser tilf.).

Koestlers bok er dokumentert med utrolige mengder kildemateriale. Ut fra denne boken, medalle dens sitater fra forskjellige historiske kilder, får vi vite at selv da khazarene ble slått av russerne i 965, beholdt de sin uavhengighet og sin jødiske tro intakt helt fram til det 13. århundre. De begynte da å vandre inn i de slaviske landene, som i sin tur bidro til å bygge oppde store jødiske sentra i østeuropa. De bosatte seg i Ungarn, og det ble grunnlagt khazar-bosettinger i Ukraina og Syd-Russland. Enkelte ble tilbake på Krim-halvøya og i Kaukasus-området, der det fortsatt finnes jødiske grupper. 8000 "fjell-jøder" i det nordøstlige Kaukasus er khazar-jøder. Men hovedmassen av khazar-jødene vandret inn i Polen/Litauen-området. Av en million jøder i verden i det 16. og 17. århundre, bodde de fleste i Polen, Litauen, Ungarn og på Balkan, og denne store befolkning av jøder fra øst, var spiren til de fleste av verdens jøder. Polske forskere er enige om at disse bosettingene i Polen og resten av Østeuropa ble grunnlagt av jøder fra Khazarriket og fra Russland.

Ifølge Koestler, har man tradisjonelt trodd at jødene fra Vesteuropa vandret til Østeuropa, og dermed ga opphavet til det store antall jøder man senere fant der. Man skal imidlertid merke seg disse fakta, som Koestler nevner: Under den spanske inkvisisjon i slutten av det 15. århundre måtte de fleste Sefardi-jøder i Spania og Portugal flykte til England og Frankrike. Da de til slutt ble kastet ut fra England, hadde det aldri vært mer enn 2500 av dem der. Når det gjelder Frankrike, har ingen fransk historiker noen gang hevdet at franske jøder emigrerte til Polen. De jødiske samfunnene i Rhin-området i Tyskland var svært små, kanskje ikke flere enn i England. De ble nesten utryddet (eller begikk selvmord for å unngå utryddelse). Det er bare tradisjonen som sier at det skjedde en masseutvandring av tyske jøder til Polen, og på den tid kjente jødiske historikere svært lite til khazarenes historie. De kunne derfor ikke forklare den "helt utrolige konsentrasjon av jøder i Østeuropa" hvis de ikke var kommet fra Tyskland.

Koestler nevner at andre historiekilder ikke viser noen som helst utvandring fra Rhin-området til Polen. Det som ble tilbake av jøder i Vesteuropa ble videre sterkt redusert av Svartedauen i årene 1348-1350 - både av selve pesten og ved å bli brent til døde fordi de ble anklaget for å ville spre pesten ved å forgifte vannkildene.

Poenget er: Mye av denne store konsentrasjon av jøder i Polen og Østeuropa må være av khazar-opprinnelse, trolig med videre inngifte av jøder som allerede befant seg der. Rundt 1648 begynte denne jødiske befolkning å vandre vestover, mot Ungarn, Bøhmen, Romania og Tyskland, og denne vandringen fortsatte i nesten tre århundrer fram til 2. verdenskrig, og "ble hovedutspringet til de eksisterende jødiske samfunn i Europa, USA og Israel."

Disse korte, historiske utdragene som er nevnt, danner grunnlaget for en oppfatning noen historikere deler: at de fleste jøder i dag ikke er etterkommere etter Israel i det hele tatt, men er kaukasere av khazar-opprinnelse. De er i dag kjent som Ashkenazi-jøder, fordi man tidligere trodde at de kom fra Tyskland, eller "Ashkenaz", som betyr "Tyskland" på hebraisk. De fleste forkynnere av bibelens profetier tar imidlertid ikke hensyn til disse fakta i det hele tatt, og har trolig heller ingen kjennskap til dem.

Omtrent alle jøder i verden er Ashkenazi-jøder, bortsett fra en liten minoritet som er kjent som Sefardi-jøder, og omfatter derfor khazar-jødene, uansett hvilken nasjonalitet de tilhører. Det er naturligvis umulig å oppgi hvor stor del av Ashkenazi-jødene som er av khazar-opprinnelse, men enkelte mener at de aller fleste er det.

Jeg sier ikke at absolutt alle Ashkenazi-jøder er etterkommere etter khazar-jøder, men prøver å påpeke at enkelte mener muligheten er stor for at de aller fleste av dem er nettopp det, ut fra den historiske bakgrunn jeg har nevnt. Men for å si det mildt: poenget er at etterkommerne etter khazar-jødene (jøder som ikke er jøder av blod/rase) omfattes av dagens Ashkenazi-jøder.

På hjemturen etter et besøk i Israel, satt jeg ved siden av en jødisk mann på flyet. Han arbeidet ved institutte
-----------------


På hjemturen etter et besøk i Israel, satt jeg ved siden av en jødisk mann på flyet. Han arbeidet ved instituttet for genetikk ved et større universitet i USA. Jeg stilte ham etspørsmål om hva han visste om khazar-jødene. Han svarte at han nylig hadde gjort en del undersøkelser og utgitt en rapport om emnet. Han fortalte meg at khazarene var et folkeslag i nærheten av Russland som for lenge siden hadde omvendt seg til jødedommen og utvandret andre steder, og at de for en stor del ble del av Ashkenazi-jødene.

På den samme hjemturen fra Israel snakket jeg med en flyvert som hadde slike renskårne trekk. Jeg spurte ham om han var jøde. Han svarte bekreftende på det. Videre spurte jeg ham om han var en Sefardi-jøde, fordi han hadde spanske trekk. Til det svarte han nei, hans foreldre var kommet fra Latvia. Jeg spurte ham da om han var khazar-jøde. Han svarte bekreftende på det, og opplyste at khazar-jødene var opphavet til dagens Ashkenazi-jøder, og at de egentlig ikke var jøder i det hele tatt. Han fortalte meg at han fremdeles var opptatt av å finne ut hvor han egentlig kom fra!

Robert Kirsch ved Los Angeles Times siterer professor A.N.Poliak ved universitetet i Tel Aviv, der han skal ha uttalt at "størsteparten av jødene i verden i dag" nedstammer fra jødene i Khazaria.

Det som er virkelig interessant i Arthur Koestlers bok, er at det oppsto en messiansk bevegelse i Khazaria i det 12. århundre. Denne bevegelsen tok sikte på å erobre Palestina med våpenmakt. Grunnleggeren av denne bevegelsen var en khazar-jøde. "De hevdet at tidenvar kommet da Gud ville samle Israel, Hans folk, fra alle land, til Jerusalem, Den hellige by." Den sekskantede "Davidsstjerne" som man finner i det israelske flagget, begynte å bli et nasjonalsymbol under det korstog som ble iverksatt av sønnen til den khazar-jøden somstartet bevegelsen 20 år tidligere.

På s. 280-281 i A History of the Jews av Solomon Grayzel (The Jewish Publication Society, 1947), nevnes khazarene, og at deres historie har å gjøre med "spredningen av jødedommen i de dager."

Dr. John Wilmot, som var pastor ved Highgate Road Chapel i London i årene 1924-1959, ga noen spesielle foredrag om profetiene. Dette var i Toronto, Canada. Disse foredragene ble senere utgitt i The Gospel Witness, Toronto. Senere ble de utgitt i bokform med tittelenInspired Principles of Prophetic Interpretation. I kapitlet Prophecy and The Israeli State, uttaler Dr. Wilmot:

"Zionister over hele verden er overveiende av østeuropeisk opprinnelse. Disse yiddish-talende "jøder" har ingen rasemessig tilknytning verken til Palestina eller oldtidens hebreere, men er av khasar-opprinnelse. Her er et sitat fra Jewish Encyclopedia (bd. 4, s. 1-12): "Khasarer: en ikke-semittisk, asiatisk, mongolsk stamme/nasjon som emigrerte til Østeuropa rundt det 1. århundre, og som ble beseiret i det 11. århundre av det ekspanderende, russiske rike som absorberte hele khasar-befolkningen. Dette er opphavet til det store antall yiddish-talende jøder i Østeuropa - Russland, Polen, Litauen, Galisia, Bessarabia og Romania."

Jødiske historikere som Graetz, Dubnow, Friendlander, Raisin og andre, støtter også dette synet."

Alt dette betyr selvfølgelig ikke at vi skal ha noe imot khasar-jøder bare fordi de er khasar-jøder. Det som er poenget her, er at de verken kan regnes som sanne israelitter av blodet eller Guds utvalgte folk.

Da jeg for alvor begynte å granske dette med khasar-jøder, oppdaget jeg snart at det er mer stoff om dem i historiebøkene enn man skulle tro. - Man må bare lete etter det på de rette plassene. Men historien er der som en del av jødenes historie, enten den blir regnet medeller ikke.

Disse historiske undersøkelser kan selvfølgelig ikke fortelle oss hvor mange prosent khasarene utgjør av det samlede antall Ashkenazi-jøder. Ashkenazi-jødene utgjør imidlertid 95% av den samlede jødiske befolkning på verdensbasis, sammenlignet med ca. 5% Sefardi-jøder - som trolig er av renere jødisk rase enn flertallet. Det ville være spekulativt å si at absolutt alle Ashkenazi-jøder er av khasar-opprinnelse, dvs. av ikke-jødisk opphav, men muligheten for at hovedmassen av jøder i verden i dag har sitt opphav blant det hedningefolk som var kjent som khasarer, og som ble omvendt til jødedommen i år 740, er både fascinerende og interessant.

De som hevder at Gud har bevart jødene som en ren folkerase gjennom alle disse årene, bør tenke over dette, for det er et uimotsigelig faktum at mange av jødene i verden ikke er jøder av blodet, og dermed ikke jøder i det hele tatt.

Orsaker bakom nationalismens misslyckande

Skinnskallar och vit makt-musik är den främsta anledningen till att nationalismen inte har fått något genombrott i Sverige.

Det som Sverige, och resten av den så kallade västvärlden har utsatts för det senaste halvseklet är ett projekt som först och främst går ut på att göra oss i ursprungsbefolkningen till en minoritet i vårt eget land. Sedan räknar makthavarna med att vi sakta men säkert ska tyna bort och försvinna för alltid. Allt i den nya världsordningens namn. När det så kallade "mångkulturella" projekt drog igång i Europa så var makthavarna och samhällsetablissemanget ganska så säkra på att det någon gång i framtiden skulle resas motstånd mot denna befolkningspolitik, ett motstånd som skulle ha sin stomme i de europeiska ländernas inhemska ungdom. Det var inget som etablissemanget kunde förhindra. Vad man däremot kunde göra, och vad man gjorde var att kanalisera denna ungdomens vrede till sådana gränder där den inte längre utgjorde något hot mot etablissemanget och där den dessutom fungerade utmärkt för att skrämma bort de äldre generationerna från nationalismen. På så sätt kunde man lyckas förhindra att en nationalistisk opposition växte fram och fick fotfäste bland de breda folklagren.

Även om skinheadkulturen inte existerade när de första spadtagen för det nya multietniska Europa togs, så var det just skinnskallar som kom att bli etablissemangets främsta vapen för att kunna underkuva allt nationellt motstånd.

Jag ska inte ägna denna artikel åt att sia om skinheadkulturens historia, det tvistas mycket om dess exakta historia. Ett faktum kan jag dock konstatera, skinheadkulturen hade från början inget som helst med nationalism att göra. Det har etablissemanget vetat om. Ändå så började man i England för över 20 år sedan att genom samtliga tillgängliga massmediakanaler sammankoppla skinheadkulturen med nationalism. Jag vill förklara varför jag anser att man hjälper makthavarna när man som nationalist samtidigt är skinnskalle. Jag vill också förklara anledningarna till att så många nationella ungdomar har kallat sig själva för skinheads genom åren. Svaren ligger inte bara i att somliga tycker om en viss typ av musik och klädstil, för i sådana fall skulle bara en försvinnande liten del av de unga nationalisterna ha blivit skinnskallar. Svaren finner jag i stället i massmedias totala makt, Hollywoodindustrin, pengahungriga profitörer och illvilliga infiltratörer.

Europas makthavare har som sagt vetat om att den planlagda folkfientliga politiken i framtiden kan orsaka stor misstro mot dem själva bland ursprungsbefolkningarna i framför allt norra Europa. Risken, som makthavarna ser det, ligger i att allt fler ungdomar skulle börja vända sig emot det blandkulturella samhällsbygget och således utgöra grunden för en ny nationalistisk massrörelse som skulle kunna sprida sig som en löpeld över Europa och resten av världen och på så sätt förhindra att fler länder blev blandkulturella. I skinheadkulturen såg Storbrittaniens politiska etablissemang i slutet av 1970-talet sin ultimata lösning. Den var något som man hade väntat på i åratal. Genom att med intensiv propaganda förleda nationalistiska ungdomar till att bli skinnskallar så kunde man oskadliggöra den oppositionella kraft som dessa ungdomar hade kunnat utgöra med normal klädsel och normalt leverne. Skinnskallar som ser ut som clowner, super som svin och har som hobby att arrangera rockkonserter kan aldrig väcka de breda människomassorna. Det var den linje som massmedia valde att följa. Vid varje genomförd nationell manifestation, skriv "skinheads demonstrerade", så fort minsta lilla etniska motsättning har blossat upp i ett område, skriv "skinheads misshandlade invandrare", det var taktiken inom media. När sedan allt som handlade om nationalism verkade innefatta skinnskallar så var många ungdomar som tröttnat på det blandkulturella samhällsbygget inte smartare än att de gick på massmedias lögner och själva blev skinnskallar. Det är skinheadkulturen som är den nya radikala nationalismen, det sade ju propagandan som massmedia basumerade ut.

Det var denna strategi som också Sveriges massmedia började använda sig av i mitten av 1980-talet när allt fler människor, framförallt ungdomar, började få nationalistiska värderingar och tröttna på flyktingimporten och skapandet av det blandkulturella samhället. Först lögnerna om att skinheadkulturen skulle vara en nationalistisk rörelse. Sedan punktmarkerade radio, alla tidningar samt de två tv-kanalerna varje sammankomst där skinnskallarna, alltså de svenska nationella ungdomar som indirekt uppmanats av media att raka skallen, medverkade. På så sätt kunde man måla upp en bild för allmänheten där nationalismen bestod av förvirrade skinnbollar som söp som svin, på så sätt kunde man förhindra att vanliga svenskar sökte sig till nationella rörelser, på så sätt kunde man förhindra att en nationell opposition växte fram och på så sätt kunde man fortsätta med att förstöra Sverige. En bred nationell oppositionsrörelse hade ju kunnat stoppat makthavarnas antisvenska politik i tid.

Så här fortsatte det sedan under hela 1990-talet. Massmedia i Sverige har aldrig under hela 90-talet, bortsett från något enstaka tillfälle, valt att berätta sanningen om skinheadkulturen och dess rötter. I stället så har man i allt mer intensiv takt fortsatt att sammankoppla skinheadkulturen med nationalism. Detta verkar dock, i alla fall i Sverige, inte hjälpa längre. Fler och fler yngre människor, som inte vill vara en del av den falska skinheadkulturen, ansluter sig till kampen för de nationella idealen. Färre och färre skinnskallar är nationella, vilket är bra. Enligt uppgift så ska majoriteten av Stockholms skinnskallar vara så kallade SHARP-skins. Ute i landet finns det dock fortfarande skinnskallar som har gått på massmedias lögner och som roar sig med att skämma ut nationalismens rykte, och i våra grannländer kan situationen närmast betecknas som katastrofal.

Massmedias maktställning är någonting som nu enligt vissa håller på att vittra sönder som en följd av den nya elektroniska tekniken. Det är möjligt, men en sak är i alla fall säker, massmedia har under det senaste halvseklet innehaft en enorm makt. Denna maktplatå är något som man har utnyttjat. Man har bland annat skapat historier som har tilldragit sig stor folklig uppmärksamhet. Här i Sverige kan ju noshörningen Nelson, en statsministerkandidats chokladinköp och vårdnadstvisten om en sydafrikansk flicka nämnas.

En annan företeelse har varit att skapa opinion och politiskt korrekt debatt. Krigen på Balkan, några turkars illegala uppehälle i Åsele och katastrofen i en långtradare i Dover sommaren 2000 har tagits upp som bevis för att Sverige och resten av Europa inte tar emot tillräckligt många flyktingar. Ett annat exempel uppenbarade sig i februari 2000 efter det att ett antal invandrarpojkar hade våldtagit en svensk flicka i ett garage i Rissne utanför Stockholm. För att undvika en debatt om det allt mer aggressiva svenskhatet så hårdlanserades filmen Chocking truth där orsakerna bakom våldtäkter liknande den i Rissne söktes i kabeltevens pornografiska utbud.

På exakt samma sätt har massmedia också lyckats skapa folkrörelser och politiska partier, i syfte att missvisa, kanalisera och förleda. Den så kallade 68-rörelsen skulle aldrig ha blivit så genomgripande utan mediernas uppbackning. Ralph Nader skulle troligtvis inte ha blivit den officiella tredje kandidaten i det amerikanska presidentvalet 2000 om inte media hade valt ut honom att bli det, hans antikapitalistiska gröna politik låg liksom i tiden, tyckte man (varken Gore eller Bush hade i och för sig heller lyckats utan massmedia).

I början av 1990-talet så kunde etablissemanget på ett enkelt sätt undvika att ett invandringskritiskt demokratiskt parti växte fram, det var ett scenario man var lite oroliga för efter att ha beskådat hur några utsparkade centerpartister med en folkomröstningsmajoritet bakom sig lyckats stoppa flyktingimporten till en liten skånsk kommun. Tänk om ett rikstäckande parti lyckades stoppa flyktingimporten till hela Sverige, hemska tanke. Befolkningsunderlaget för ett sådant parti visste man fanns. I den lilla skånska kommunen var det hela 77 procent av invånarna som sade nej till flyktingar. Det etablissemanget då bestämde sig för var att skapa ett pajasparti som lyckades suga upp alla invandringskritiska röster i hela Sverige. Ny Demokrati, som spektaklet kallades, hade inte en chans att bli en folkrörelse med målet att stoppa flyktingimporten, Ny Demokrati var ofarligt, därför gavs det maximal massmedial uppmärksamhet. Det började med en debattartikel i Sveriges största morgontidning 1990 och fortsatte på samma väg fram till valet ett knappt år senare. Inför riksdagsvalet 1998 så var partiets vallokomotiv från 1991 i farten igen, men nu sågs inte behovet av ett skenfagert invandringskritiskt parti vara lika starkt och projektet bojkottades av alla medier, säkert till den nygamle partiledarens stora besvikelse.

Nu senast så har vi sett hur Attac-rörelsen spridit sig över Europa och etablerat sig här i Sverige. Detta hade inte varit möjligt utan massmedias bevakning. Globalisering har närmast blivit ett modeord i den allmänna samhällsdebatten idag. Det som egentligen borde beskrivas som monokulturell mångkultur, eller om man så vill mångkulturell monokultur, det vill säga en ny världsordning där inga gränser existerar, där alla människor bär samma kläder, tillhör samma kultur och i förlängningen även ser likadana ut och där storföretagen innehar total dominans har nu med lättare ord börjat beskrivas som globalisering. Etablissemanget vet att endast nationalismen, och inte några halvflummiga rörelser med drag från 1968, är det enda konkreta hotet mot denna fortsatta utveckling. Så hur då få människor att vända sig mot den nya världsordningen, utan att de för den sakens skull börjar anamma nationalismen? Jo, genom att ge Attac total exponering så klart. Då kan man kanalisera obehaget många människor känner inför globaliseringen till sådana moståndsrörelser där motståndet visserligen existerar, men där det inte utgör något hot mot den nya världsordningen. Man lurar, missvisar och förleder människor och skapar uddlösa och kraftlösa alternativ. Nu så har ju till och med statstelevisionen börjat annonsera kommande Attac-demonstrationer.

Det är i ljuset av ovanstående som man kan se hur etablissemanget med samma metoder har skapat den falska skinheadkulturen. Då har det inte avsikten varit att förleda människor från nationalismen, utan i stället har avsikten varit att förmå människor, då framförallt ungdomar med nationella åsikter att bli en del av en nationaliströrelse som visserligen existerar, men som är helt ofarlig för makthavarna.

Som jag nämnde så kan skinnskalleproblemet i många fall ses som större i utlandet än här hemma i Sverige. I Tyskland så pågick det under hösten 2000 en häftig debatt om hurvida partiet NPD skall förbjudas eller ej. Bakgrunden sades vara flera våldsdåd av "nazistisk" karaktär, och eftersom att NPD är ett parti som i alla fall säger sig sträva efter ett Tyskland där ursprungsbefolkningen ska bestämma så är de alltså att betrakta som "nazister", och således är de, enligt etablissemanget, medskyldiga till allt som sker i "nazismens" namn. Till de mer pinsamma "nazistdåden" som räknades upp i den allmänna debatten kan nämnas ritualmordet på en 6-årig pojke i östra Tyskland, där offret först drogades för att sedan dränkas i en simbassäng inför hundratals obekymrade åskådare, eller bomben som detonerade i Düsseldorf och som man självklart anklagade de där abstrakta "nazisterna" för.

Faktum är dock att det skedde vansinneshandlingar i Tyskland under 2000 som begicks av "nationella" skinnskallar och det var detta som drog i gång debatten om ett eventuellt partiförbud. Om NPD verkligen har ett gott uppsåt med sitt parti så skulle man efter dessa vansinneshandlingar konstaterat att det var skinnskallar som var gärningsmännen i de uppmärksammade dåden, kastat ut skinnskallarna ur partiet och sedan påpekat skinheadkulturens band till den karibiska övärlden. Då skulle det ju inte finnas fog för förbudskraven. Men i stället för att agera resolut så bestämmer sig NPD för att arrangera en demonstration genom Berlin en lördagseftermiddag. I detta demostrationståg bärs det plakat med slagordet "Argument framför förbud", men detta demonstrationståg bestod, av någon anledning, till 90 procent av blankrakade skinnbollar i hängslen och för korta jeans. Dessa roade sig sedan med att sträcka ut långfingret framför tv-fotografer från hela världen som tacksamt dokumenterade spektaklet. "Fuck off" till hela det tyska folket tyktes budskapet vara. När sedan vanliga tyskar får se det hela på tv så blir deras reaktioner bara fientligt inställda mot partiet NPD, och värst av allt mot nationalismen i stort. Då får etablissemanget bara med sig folkets stöd i ryggen när det gäller ett eventuellt förbud mot NPD. Själva plakatet, "Argument framför förbud" ska det väl inte klagas på, men när de som håller i plakaten ser ut som sinnessjuka cellgift-missbrukare så blir liksom budskapet bara kontraproduktivt.

Vad beror detta på? Varför arrangerade NPD en sådan demonstration genom Berlin? Beror det bara på att ledarfigurerna inom detta parti är riktigt dumma i huvudet och egentligen borde syssla med något annat än politik? Eller beror det på att de är antinationalistiska infiltratörer? Om nu den tyska författningsdomstolen förbjuder NPD så tycker jag delvis att partifolket får skylla sig själva. Men det är samtidigt illavarslande att ett parti med nationalistisk agenda förbjuds, detta är ett steg i riktningen mot den riktigt totalitära blandkulturella staten, och om min tes om infiltratörer i NPD verkligen stämmer så känns det skrämmande att behöva konstatera vad dessa eventuellt redan kan ha lyckats med, det vill säga förbud mot nationalistisk opposition i Tyskland. Ett förbud som folket dessutom stöder på grund av skinnskalledemonstrationen de fick skåda genom Berlin. Det kan tilläggas att ett sådant partiförbud i EU:s folkrikaste stat lätt kan smitta av sig till Sverige.

Även här i Sverige så kan det mesta som skett inom de nationella leden det senaste deceniet ifrågasättas. Det har rakats skallar, det har klätts upp i hängslen och för korta jeans, Lasermannen har hyllats med ett tragikomiskt fyrfalldigt leve och Förintelsen har förnekats för att följas upp av lite skrän om "judeslakt". Det har även byggts upp en hel skivindustri av hänlysta förkämpar och samma figurer har arrangerat rockkonserter med jämna mellanrum där bara arslen har exponerats inför hungriga tv-fotografer. Visst har det hänt mycket alltid, men var är massdemonstrationerna? Var är valresultaten? Var är folkrörelserna? Var är framgångarna? Det är knappast något som går att finna inom den så kallade "vit makt-världen".

90-talets svenska nationalism har inte rönt några som helst framgångar. Det beror på ledargestalternas ovilja till att skapa konstruktioner med framgångpotetial. Något som bland annat har artat sig genom att ungdomar indirekt har uppmanats till att bli skinnskallar. Samtidigt hela tiden det överliggande temat om "ordning och disciplin". Seriösa politiska organisationer har förklarats som "bortkastad tid", i stället så är det "protest och aktion" som förordas - något som av ledarnas eget beteende att döma innebär rockkonserter, öldrickande och kanske någon enstaka demonstration där det skall kläs upp i rånarluvor och sträckas ut långfingrar.

Personer som skaffat sig mycket stort inflytande har uppmanat ungdomar att bilda egna punkband. Politiska organisationer utgör ju ett hot mot samhällsetablissemanget, punkband gör det däremot inte, och det känner egentligen dessa illvilliga infiltratörer till. "Musiken är vårt främsta vapen" har det talats om. När det gäller för infiltratörerna att stärka sin egen maktposition så är säkert musiken ett utmärkt vapen, men när det gäller att väcka de svenska ungdomarna så är musiken bara kontraproduktiv. Den kanske väcker några enstaka ungdomar, men exkluderar samtidigt alla de ungdomar som inte gillar denna typ av musik. En förkrossande majoritet av den svenska ungdomen föredrar diskotek och klubbarna runt Stureplan framför punkkonserter och det är ett faktum som alltför länge har negligerats av de nationella. Nu menar jag samtidigt inte att det skall byggas upp någon alternativ diskoindustri, för det går inte att förändra världen med hjälp av musik, något som man bland annat trodde sig kunna göra på festivalen i Woodstock 1969. Om det skall göras nationell musik, något som jag varken kan eller vill förhindra, och om det skall arrangeras rockkonserter, så ska detta skötas av politiskt oberoende kultursamfund. Inte av politiska organisationer. Att som politiskt parti först göra anspråk på att vara "Sveriges framtid" för att sedan ordna rockkonserter ute i ödemarkerna ger oundvikligen associationer till Woodstock ´69. Att gå samman med ett gammalt skinnskallemagasin, vars solkiga förflutna jag ej orkar rabbla upp, som den självutnämnda motståndsrörelsen har gjort är rena vansinnet.

Det finns i Sverige i dag inte en enda invandringskritisk eller nationell organisation som inte har infiltrerats av personer med oärligt uppsåt. Det är något som folk borde tänka på när de i all välmening fyller i postgiroblanketter. Graden av infiltration skiljer sig dock till och från. Det finns fortfarande organisationer som har en viss framgångspotetial om de bara kunde sparka ut sabotörerna och lägga fram mer konstruktiva strategier. Sedan så finns det de rörelser genom sitt förflutna eller sin nuvarande framtoning enbart kan ses som stinkande avskrädeshögar. Om en organisation börjar framföra ett budskap som bygger på uppgivenhet och destruktivitet och som kraftigt bryter mot tidigare ståndpunkter så är det ett tydligt tecken på infiltration.

Politisk terrorism, våld och kriminalitet är något som jag tar fullständigt avstånd ifrån. Det kan dock påpekas hur pass olika folk har reagerat på terroriströrelser i olika länder. Enligt en opinionsundersökning så stöder hela sju procent av invånarna i Baskien organisationen ETA och dess attentat. Utöver dessa sju procent så är det säkert mångdubbelt fler som som stöder själva kravet som ETA framför på ett självständigt Baskien men som tar avstånd från våldet. Hur många svenskar var det i början av 1990-talet som sympatiserade med organisationen Vitt Ariskt Motstånd? En sak är säker, betydligt färre än antalet basker som sympatiserar med ETA. Det är något som, utöver historiska fakta, kan förklaras med sympatisörerna till de båda repektive organisationerna. ETA:s sympatisörer är företrädesvis nationalistiska ungdomar med normal klädstil som ofta demonstrerar eller arrangerar rena massmöten till stöd för kravet på ett självständigt Baskien. Det kan jämföras med de VAM-sympatisörer som drog fram genom gator och torg i Sverige i början av 90-talet med hängslen, för korta jeans, rakade skallar som i de flesta fall var gömda bakom patetiska rånarluvor och med det djuriska brölet ljudande ur struparna. Skillnaden mellan baskiska och svenska nationalisters utstyrsel, där har vi förklaringen till varför den baskiska och svenska nationalismen har så pass extremt stor skillnad i opinionen. Det går inte bara och avfärda det med att svenskarna skulle vara "obotligt hjärntvättade", för det tror jag inte att svenskarna är. Jag tror inte heller på suspekta teorier om att sydlänningarna skulle inneha något slags medfött hett temperament som vi nordbor skulle sakna. Det finns förutsättningar för nationella folkrörelser även här i Sverige, problemet har bara varit att de ungdomar som skulle kunnat utgöra en radikal rörelse arbetande för ett gemensamt mål i stället har passiviserats till en subkultur med pajaskostym, svinarfester och patetisk hatmusik på schemat.

Palestina, Baskien, Kurdistan, Korsika eller något annat land med frihetssträvande folk. I alla dessa länder utgörs nationalismen av en stomme av fanatiskt kämpande ungdomar som väcker de breda massorna. I alla dessa länder saknas en nationell skivindustri, konsertrörelse och skinheadkultur, och i alla dessa länder har vi sett prov på hur kamp för frihet kan engagera ett helt folk. Så skulle situationen kunnat sett ut även här i Sverige, men i stället har infiltratörerna och massmedia skapat en falsk skinheadkultur som har snappat upp det nationella motståndet och på så sätt har makthavarna kunnat fortsätta med förstörelsen av Sverige utan att en opposition vuxit fram.

En skillsmässa mellan nationalismen och skinheadkulturen skulle vara en mardröm för etablissemanget. Det har vi sett en rad exempel på genom åren. 1996 så förfasades SVT:s Aktuellt över att "nazisterna håller på att ta av sig kängorna", något som tyvärr visade sig vara falskt alarm den gången. Den 30 november 2000 så skrev Aftonbladet en artikel på ledarplats med rubriken "Rasismen (läs: nationalismen) får inte bli rumsren". Inne i tidningen framträdde sedan en "nazistexpert" som uttryckte sin oro över att fler och fler patrioter är normala ungdomar: "Det är ju inte så bra om de fortfarande bär med sig åsikterna", sade han. Om jag där tillägger att Bonnierägda Dagens Nyheter samma dag illustrerade den svenska nationalismen med silhuetterna av några blankrakade skallar, att Stockholm Stad sponsrade projektet "Boots and Braces Stolta skins" och att Hollywood gjorde filmen American History X så kanske du förstår hur mycket makthavarna och etablissemanget verkligen älskar skinnskallar, så länge dessa är nationella.

I det här sammanhanget bör också rättssamhällets syn på olika symboler och handlingar nämnas, symboler och handlingar som idag är förbjudna och enligt rådande praxis betecknas som brott som skall prioriteras framför andra. Under 1980-talet och första halvan av 90-talet så brydde man sig inte nämnvärt om att skinnskallarna stod och heilskränade i Kungsträdgården i Stockholm den 30 november varje år. Inte heller brydde man sig om att skinnskallarna iförda allehanda symboler misshandlade oskyldiga invandrare. Själva våldet fördömde man självklart i massmedia och såg som bevis på att svenskar begår våldsövergrepp, men man tyckte bara det var bra att våldsmännen såg ut julgranar med olika nationella symboler från topp till tå. Det var först efter det att småpojkarna i NSF hade dragit på sig brunskjortor och heilat i Trollhättan 1996 som rättssamhället reagerade med kraft och förbjöd bärandet av så gott som samtliga fornnordiska symboler och började skissa på ett organisationsförbud. NSF:s demonstration i Trollhättan sågs som en politisk manifestation och sådana utgör ett hot mot etablissemangets maktställning, berusade skinnskallar som misshandlar förbipasserande och går på punkkonsert gör det däremot inte. Fram till i mitten av 90-talet så var det ingen ovanlighet att skinnbollar med, idag totalförbjudna, symboler över hela klädedräkten bjöds in till olika tv-debatter där de kunde sitta och sluddra något om "svartskallar". Det kan jämföras med dagens situation där man inte ens vågar bjuda in en kritiker av flyktingmottagandet till en tv-debatt samtidigt som man konstaterar att det är kritikerna som har fått hålla i den allmänna flyktingdebatten och där flygbladsutdelning av regimkritiskt material prioriteras av polisen framför rån och våldtäkter. Nu kanske någon invänder att även skinnskallar och vit makt-musiker drabbas av de hårda lagarna, det stämmer i viss mån, helt enkelt på grund av att varje land som vill ge sken av att vara en rättsstat måste tillämpa samma lagar för alla människor. Jag är dock övertygad om att rättssamhällets dröm vore att bara förhindra politiskt material att komma ut till allmänheten samtidigt som man kunde låta skinnbollarna få heila i fred på punkkonserterna. Tilläggas kan också att polisingripande i bland kan vara till gagn för en rörelse. "Det bästa som kunde hända" var till exempel infiltratörernas omdöme på polisinsatsen mot en punkkonsert i Brottby 1998. De gick ju inte i alla fall inte miste om publicitet i media.

För att nationalismen skall kunna utgöra en kraftfull oppositionell kraft i framtiden så krävs det att alla självtänkande nationella som har gott uppsåt med sin kamp börjar att ta avstånd från skinnskallarna. Och något som garanterat kan få de kvarvarande skinnskallarna att byta stil och ändra leverne är att påpeka sanningen om skinheadkulturen och dess jamaicanska ursprung. För att detta ska bli så lyckat som möjligt så bör kontakter knytas med den antirasistiska skinskallerörelsen, utan att för den sakens skull inleda något samarbete. SHARP-skinnskallarna kan helt enkelt inta en funktion som upplysare om skinheadkulturen, och som avledare för eventuella skinnskallar som vägrar att byta stil. Detta är ett arbete som varje sund nationalist bör inleda omgående. Ifall att illvilliga infiltratörer ignorerar detta budskap och fortsätter med den sedan 20 år tillbaka utlagda strategin så kommer också den svenska och nordeuropeiska nationalismen att fortsätta att utgöra en obetydlig subkultur. Jag är ändock övertygad om att folk i vilket fall som helst förr eller senare kommer att vakna, och då kommer nationalismen att genom sitt big bang gå från ingenting till svensk massrörelse. Sveriges räddning ligger inte i händerna på några självutnämnda nationella ledare, för dessa har inte gott uppsåt med sin kamp, folkets frigörelse måste bli dess eget verk. Skinnskallarna kommer förr eller senare att vara borta, det är delvis du som läser denna artikel som kan se till att detta sker snarast möjligt.

Det som makthavarna, samhällsetablissemanget och massmedia kommer att göra när skinnskallarna är borta är att då lägga ut nya fällor där man vill att rörelsen ska fasta. Nya avledningsprojekt kommer att se dagens ljus när de gamla har gått i graven. Frågan är bara vilka företeelser som kommer att ta vid, det kan man sia om, men alla seriösa nationalister måste ta lärdom av hur unga nationella förletts till att bli skinnskallar och vara mycket observanta på att samma typ av metoder med all säkerhet kommer att användas även i framtiden. Faktum är att det redan har gjorts försök till nya vilseledningsprojekt. Ett nytt, delvis misslyckat vilseledningsprojekt uppenbarade sig 1999. Den 30 november detta år så hängdes 62 svenskar ut i Sveriges fyra största dagstidningar under rubriken "Hotet mot demokratin/rättsstaten". Ingenstans i dessa tidningsartiklar nämndes begreppet "skinnskallar". Mycket beroende på att det helt enkelt skulle te sig skrattretande för allmänheten om något som annonserades som ett "hot mot rättsstaten" bara beskrevs som några berusade skinnskallar. I stället så var det ideologiskt medvetna Hitlerdyrkare med polismord som hobby som fick bli mallen för hur man ville att 2000-talets svenska nationalist skulle se ut. Ett år senare så är det dock återigen blankrakade skallar som gäller. Varför denna U-svängning? Mycket beroende på att en invandrare under nyårsaftonen 1999 dräptes i Skogås utanför Stockholm. Gärningsmannen var en skinnskalle och på så sätt såg massmedia chansen att få fortsätta att suga på karamellen. Ett knappt år senare så mördades en skinnskalle i Salem. Det var en händelse som infiltratörerna omedelbart utnyttjade genom att närmast direkt efter händelsen gå ut och martyrförklara offret, innan alla uppgifter hade kommit fram. På så sätt kunde infiltratörerna ena en skinnskallerörelse som i Sverige hade börjat tyna bort.

När jag nu har kritiserat och förskastat skinnskallerörelsen så har jag inte gjort det i egenskap av någon gammelkonservativ gubbe som klagar på somliga människors dionysiska leverne. Vissa nationella organisationer har genom åren uppmanat sina medlemmar till ordning och disciplin. Det har till och med lagts ut förevisningar om hur många öl som tolereras. Här är jag av den uppfattningen att varje vuxen människa ska få dricka så många pilsner som personen i fråga själv känner för på sin egen fritid, men medlemmar som i politiska sammanhang dricker så mycket som en folköl är förödande för en rörelses anseende.

Samtidigt förordar jag inte någon form av ökad "ordning och disciplin", för det tror jag inte att det svenska folket känner sig vara i akut behov av. Pedanta ordningsfetischister är liksom rövvisande fyllon den typ av människor som folk i allmänhet har svårt att liera sig med. Det vet infiltratörerna om och det är därför som de har talat om en närmast slavisk disciplin samtidigt som de har anordnat konserter för rövvisande skinnskallar.

Jag kan se framför mig hur makthavarna skulle reagera i avsmak på en kraftig förändring av nationalismen. Jag ser framför mig en vacker dag där en nationell demonstration i stället för de gamla vanliga skinnbollarna leds av en front vanliga svenska ungdomar. Då skulle inte längre de personer som sökt sig till avprogrameringsprojektet Exit kunna sitta i tv-sofforna hävda att de en gång i tiden var nationella, då skulle inte längre en känd deckarförfattare med höjda mungipor kunna skriva kolumner om "flintskalliga smånassar" och då skulle inte längre överlevare från koncentrationsläger kunna predika om "hatare" som "döljer sina tårar", ty då skulle det inte längre existera några "flintskalliga smånassar" eller "mobboffer som döljer sina tårar genom hatet" att gotta sig i. Då skulle inte längre massmedia kunna exponera några packade skinnskallar och sedan peka på hur meningslös nationalismen är. I stället skulle vanliga svenskar äntligen finna ett politiskt alternativ till det enhetliga "riksdagspartiet". En sådan förvandling av den svenska nationalismen skulle verkligen skaka samhällsetablissemanget.

Vore inte en sådan metamorfos något att sträva efter och kämpa för?

Denna text får kopieras.


Proffesor Shahak om den ekstremt rasistiske jødedommen. - En virkelig skjelden jøde


Shahak om den ekstremt rasistiske jødedommen

Av: .
Dato: 27.02.01 - Kl. 21:12

A JEWISH SCHOLAR SPEAKS OUT: A review of Israeli scholar Israel Shahak's book on Jewish ethnocentrism and racism -- extremely revealing.


Israel Shahak sier sannheten.

Jewish History, Jewish Religion: The Weight of 3,000 Years
Av Israel Shahak, med forord av Gore Vidal.
Utgitt av Pluto Press (London, 1994).
Tilgjengelig fra National Vanguard Books
(PO Box 330, HillsboroWV 24946, USA) for $19,95.
Bokanmeldelse ved William L. Pierce,
oversatt til norsk av K.L.

Da den romerske historiker Tacitus påpekte for 19 århundre siden at jødene er unike blant menneskerasene i sitt hat mot og sin forakt for alle raser unntatt deres egen, gjentok han bare hva mange andre lærde hadde oppdaget før ham.
I de neste 1900 år kom andre forskere til liknende konklusjoner, enten gjennom studier av jødenes religiøse skrifter eller gjennom studier av jødenes oppførsel overfor ikke-jøder.
Verdt å merke seg blant disse var den store reformator, Martin Luther, som i 1543 skrev i "Von den Juden und Ihren Lügen": "Sier ikke Talmud, og skriver ikke deres rabbinere, at det er ingen synd å drepe dersom en jøde dreper en "hedning", men at det er synd dersom han dreper en bror av Israel?
Det er ingen synd om han ikke holder en ed avgitt til en "hedning".
Derfor, å stjele og rane fra en "hedning" slik de gjør gjennom sine åger, er en geistlig handling. For de finner at de verken kan være harde nok mot oss eller synde mot oss, fordi de er av edelt blod og omskårne helgener. Vi, derimot, er forbannet "goyim". Og de er verdens herskere, og vi er deres
tjenere - ja, nettopp, deres kveg .... Skulle noen tenke at jeg sier for mye, så sier jeg ikke for mye, men altfor lite. For jeg ser i deres skrifter hvordan de forbanner oss "goyim" og hvordan de i deres skoler og i deres bønner ønsker oss alt ondt."

Jødene svarte Luther slik de svarte alle de andre. De stemplet ham som bare nok en "hater", blindet av religiøs fanatisme. Og i dag er dette forsatt jødenes standardsvar til alle som sier eller skriver noe om dem som ikke i stor nok grad er noe annet en krypende hyllest.
Da den britiske pressemannen William Cash, Los Angeles-korrespondent for London's Daily Telegraph, i en artikkel rapporterte på slutten av fjoråret det enkle faktum at nesten alle av lederne i Hollywoods filmindusti er jøder, skrek de til ham, "Hater!" og benektet faktumet.
Når talsmenn for the National Alliance, USA's fremste patriotorganisasjon, diskuterer på deres radioprogram, den jødiske kontroll med nyheter og underholdning i media eller den jødiske støtten til våpenkonfiskasjon eller til raseblanding, fordømmer jødene også dem som "hatere", og krever at "hat" i eteren må forbys.

På denne bakgrunn er Israel Shahaks bok ikke minst viktig som et dokument fra en velinformert jøde - en jødisk "insider" - om jødenes tro og handlemåte.

Født i Warszawa i 1933, hvorfra han emigrerte til Palestina i 1945. Han vokste opp i Israel, tjenestegjorde i det israelske militære, og ble professor i kjemi. Som alle israelere, lærte han seg hebraisk flytende. Han vennet seg også til den eiendommelige moralske atmosfære i det israelske samfunnet: en kombinasjon av overmodig arroganse og bedrageri, en blanding av sta selvrettferdighet og dobbeltmoral.
Ulikt sine jødiske brødre, er imidlertid professor Shahak dypt bekymret over denne sære atmosfæren. Mens jødene rundt ham tar det for gitt at "goyim"ene, som de er avhengig av å få økonomisk, militær og diplomatisk støtte fra, er for dumme til noensinne å forstå hva jødene tenker om dem og sier om dem bak deres rygg og planlegger å gjøre med dem når de kan, og for saueaktige til noensinne å handle effektivt dersom de finner det ut, så bekymrer han seg.
Han husker at romerne fant det ut, og de herjet Jerusalem som en konsekvens og jaget jødene ut av Palestina. Han husker også at tyskerne fant det ut.
Det bekymrer ham at hvis hans jødiske brødre fortsetter å oppføre seg slik de alltid har gjort, så vil de få seg selv opp i alvorlig trøbbel - igjen.
I særdeleshet er professor Shahak opptatt av oppførselen til disse av hans rase som tilhører jødedommen. Han er ikke en av disse selv, og derfor er han i stand til i en viss grad å se objektivt på blandingen av overtro, jødisk sjåvinisme, og hat mot ikke-jøder som utgjør den jødiske religion og dens hellige skrifter. Han beklager tradisjonell jødisk lære, ikke bare p.g.a. faren for at en ny Martin Luther skal komme og åpenbare del hele for "hedningefolkene", men p.g.a. den åndelige
utarmingseffekt denne læren har på jødene selv.

Om det jødiske middelalderfolket i Europa, folket i ghettoen og shtetlen som moderne jødiske skribenter refererer til i oppstemte toner som et folk av original tradisjon og pietet, sier Shahak: "Det var et folk nedsunket i den mest foraktelige overtro, fanatisme og uvitenhet..." Han viser til en rekke
eksempler på måter som jødiske religiøse autoriteter har holdt sine flokker under kontroll.

Generelt har rabbinerne lært sine jødiske brødre at deres "hedenske" naboer er åndelig og moralsk urene; at de er undermennesker, på nivå med villdyr; og at de hater jøder og må bli hatet tilbake.
Jøder er lært at den kristne religion er en religion som bare passer for dyr, og at dets grunnlegger, Jesus, var sønnen til en prostituert og er nå nedsenket i en grop med kokende ekskrementer i helvete.

Blant "hassidim"ene (hebraisk for "de fromme") er hele denne læren holdt levende. Shahak peker på at en sentral tese i den hassidimske doktrine er at bare jøder er mennesker, og at universet ble skapt for dem alene. Ikke-jøder ble skapt bare for å bli brukt av jøder.
Selv om denne læren om "hedningenes" undermenneskelighet er mest åpen og direkte blant de skjeggete ortodokse jødene med sidelokker og svarte hatter som man ser i jødiske bastioner slike som New York City, så kommer den fra kjernen av jødisk tradisjon og er akseptert i større eller mindre grad av alle "fromme" jøder. Den er, for eksempel, et spesifikt dogme for "the Jewish Defense League" ("Den Jødiske Forsvarsliga") og er sitert i medlemskapshåndboken for den grupperingen.

Spesielt frustrerende for professor Shahak er det dyktige bedrag som hans jødiske brødre bruker for å skjule jødedommens sanne natur for deres "hedenske" naboer. Etter å ha betraktet sløret av falsk fromhet som skjuler den ondskapsfulle hassidimske doktrinen for ikke-jødenes øyne, skriver han:
"En sjefsbedrager i dette tilfellet, og et godt eksempel på bedrageriets makt, var Martin Buber. Hans tallrike arbeider som lovpriser hele den hassidimske bevegelsen (Habbad inkludert) aldri så mye som gir hint om hassidimismens virkelige doktriner vedrørende ikke-jøder."
Buber (1878-1965) fremmet hassidimismen i Tyskland under nasjonalsosialismen - faktisk inntil 1938, da han reiste til Palestina - og Shahak betrakter Bubers anstrengelser, til tross for den villedende måte de ble gjennomført, i det minste å være delvis årsak til nasjonalsosialistenes reaksjon mot jødene.
Der var, når alt kommer til alt, mer enn nok nasjonalsosialister våkne nok til å se gjennom sløret. En
av dem var Adolf Hitler's tidlige kamerat, redaktør og forfatter Dietrich Eckart, hvis hefte "Der Bolschewismus von Moses bis Lenin" er spesielt avslørende i så henseende. (Tilgjengelig på engelsk fra National Vanguard Books (PO Box 330, Hillsboro WV 24946, USA) for $5,00)

Et annet eksempel på jødisk bedrag gitt av professor Shahak, vedrører etymologien av det jiddiske ord for ikke-jødisk jente, "shiksa". Han siterer den populære engelske språkboken "The Joys of Yiddish" (New York, 1968), av Leo Rosten, som forteller leserne at "shiksa" kommer fra det hebraiske ordet "sheqetz" som betyr 'skjønnhetsfeil'. Shahak skriver: "Dette er en frekk løgn, noe enhver som taler hebraisk vet. Ordboken "The Megiddo Modern Hebrew-English Dictionary", utgitt i Israel, gir følgende riktige beskrivelse av ordet: "urent dyr; motbydelig skapning, avskyelighet"..."

Professor Shahak skriver med lidenskap. Han føler åpenbart at overalt å frigjøre jøder fra deres menneskefientlige overtros lenker og i særdeleshet frigjøre den israelske statens politikk fra jødedommens kvelende påvirkning, er en påtrengende oppgave. Han fokuserer spesielt vår oppmerksomhet på jødedommens inngrodde hat ved sitat fra en rekke jødiske religiøse skrifter.
Dette har i århundrer vært en favorittaktivitet for antijødiske skribenter som har bombardert oss med Talmuds fornærmende og fiendtlige kommentarer om ikke-jøder. Den manglende tilgang for ikke-jøder til mange av de hebraiske tekster, sammen med bedrageriet som tilslører dem, har imidlertid gjort fortolkninger til en problematisk oppgave for alle ikke-jøder med mindre skolering eller besluttsomhet enn Martin Luther. Av denne grunn må man utvise stor forsiktighet når det gjelder å
sitere fra mange antijødiske skrifter: oversettelsene er ofte tvilsomme, og henvisningene er ofte gale.
Professor Shahak har ikke disse begrensningene: han vet hvor han skal lete; han forstår de hemmelige betydningene av alle de bedragerske uttrykk; og han gir oss klare og troverdige
oversettelser. I et kapittel med tittelen "The Laws against Non-Jews", skriver han: "...Halakhah, det er lovsystemet i klassisk jødedom - slik det var praktisert av praktisk talt alle jøder fra det 9. århundre til slutten av det 18. og slik det er opprettholdt til denne dag av den ortodokse jødedommen
- er basert først og fremst på den babylonske Talmud. Imidlertid, p.g.a. den besværlige beskaffenheten av lovdisputtene nedtegnet i Talmud, ble mer håndterlige nedtegnelser av talmudsk lov nødvendig. ... Den mest autorative gjengivelse og som har stor utbredelse og som inntil nå er
brukt som en håndbok, er "Shulhan 'Arukh" ..."
Derefter siterer han læren fra denne boken angående drap: "I henhold til den jødiske religion, er mord på en jøde en dødssynd og en av de tre mest avskyelige synder (de andre to er avgudsdyrkelse og ekteskapsbrudd). Jødiske religiøse domstoler og verdslige myndigheter er befalt å straffe, selv ut over grensene av den ordinære rettsforfølgelse, enhver som er skyldig å drepe en jøde. ... Når offeret er en "hedning" (ikke-jøde), er situasjonen ganske annerledes. En jøde som dreper en ikke-jøde har bare syndet mot "himmelens lov", en lov ingen domstol kan dømme efter. Å forårsake indirekte at en ikke-jøde dør er ikke noen synd i det hele tatt."
Således forklarer en av de to viktigste kommentatorene av Shulhan 'Arukh at når det kommer til ikke-jøder, "må man ikke løfte ens hånd for å skade ham, men man kan skade ham indirekte, for eksempel ved å fjerne en stige efter at han har falt ned i en sprekk ... der er ingen forbud her, fordi
det ikke ble gjort direkte. ... En ikke-jødisk drapsmann som befinner seg under jødisk jurisdiksjon må henrettes uansett om offeret var jøde eller ikke. Imidlertid, dersom offeret var ikke-jøde og morderen konverterer til jødedommen, straffes han ikke."

Så gir Shahak oss en rabbiners svar til en israelsk soldat som har spurt om det er rett å drepe arabiske kvinner og barn. I sitt svar siterer rabbineren fra Talmud: "Den beste av hedningene - drep ham; den beste av slangene - slå ut hjernen på den."
Kanskje enda mer motbydelig er den jødiske tro i seksuelle saker. Shahak skriver: "Seksuelt samkvem mellom en gift jødisk kvinne og hvilken som helst mann bortsett fra hennes ektefelle, er en dødssynd for begge parter, og en av de mest avskyelige syndene. Statusen til ikke-jødiske kvinner er svært ulik. Halakhah antar at alle ikke-jøder er ekstremt promiskuøse. ... Derfor, betraktningen om hor gjelder ikke samleie mellom en jødisk mann og en ikke-jødisk kvinne; Talmud reduserer
slike samleier til en "dyrisk synd". ..."

Talmuds overskyggende opptatthet av pengespørsmål og eiendom gjenspeiles i jødenes opptatthet av det samme. Professor Shahak gir en rekke utrolige eksempler på jødisk tro på dette området og måten det skilles mellom jødisk og ikke-jødisk eiendom, og mellom jødiske forretninger med andre jøder og med en ikke-jøde.
To av eksemplene vil være tilstrekkelige her: "Hvis en jøde finner eiendeler som sannsynligvis tilhører en jøde, er finneren strengt pålagt å anstrenge seg å returnere det han har funnet ved å gjøre det offentlig kjent. Motsatt, Talmud og alle de tidlige rabbinske myndigheter ikke bare tillater en jødisk finner å tilegne seg en gjenstand mistet av en ikke-jøde, men faktisk forbyr ham å returnere den. ..."
Det er forbudt å lure en jøde ved å selge eller kjøpe for en urimelig pris. Imidlertid, "Bedrageri gjelder ikke overfor ikke-jøder, for det er skrevet: "Ikke lur din bror." ..." Shahak påpeker at "Halakhah tolker alle slike talemåter [som "din bror" eller "din nabo"] til å referere til kun jødiske
medborgere."

Hvordan har jødene klart å holde den slags lære skjult fra ikke-jøder blant hvilke de lever?
Sannheten er at de har ikke alltid vært i stand til å gjøre det. Luther var ikke den eneste lærde kristne som lærte seg hebraisk, stirret inn i Talmud, og var skrekkslagen av hva han så.
Av og til var jødene i stand til å bestikke de kristne myndigheter til å overse slike ting, men ut gjennom middelalderen sto opphissede paver og biskoper for forbud og brenning av talmudsk litteratur.
Jødene utviklet et effektivt system av dobbelt bokholderi for å omgå slik "forfølgelse". De modifiserte og utelot de støtende delene fra nye utgaver av Talmud, og de lagde et eget
kompendium - Talmudske Utelatelser, eller på hebraisk "Hesronot Shas" - som sirkulerte hemmelig blant rabbinerne.
I Israel i dag, hvor de føler seg kjepphøye nok til ikke å bry seg med slike bedrag, setter jødene disse delene som tidligere ble utelatt eller modifisert, inn igjen i de siste utgavene av Talmud eller Shulhan 'Arukh slik at de får sin opprinnelige form.
De er imidlertid fortsatt forsiktige med oversettelser til ikke-jødiske språk.
Professor Shahak gir et eksempel: "I 1962 ble en del av 'the Maimonidean Code' - den såkalte Kunnskapsboken, som inneholder de mest basale reglene i jødisk tro og praksis, utgitt i Jerusalem i en tospråklig utgave, med den engelske teksten på ovenstående side av den hebraiske. Den sistnevnte var blitt restaurert til sin originale renhet, og befalingen om å utrydde jødiske vantro framstår i sin helhet: "Det er en plikt å utrydde dem med sine egne hender." I den engelske
oversettelsen er dette noe formildnet til: "Det er en plikt å ta aktive forholdsregler til å ødelegge dem." Men den hebraiske teksten fortsetter med å spesifisere det fremste eksemplet på "vantro" som må bli utslettet: "Slike som Jesus fra Nazaret og hans disipler." Ikke ett ord av dette framkommer i den engelske teksten på motstående side (78a).
Og, enda mer betydningsfullt, til tross for den store utbredelse av denne boken blant skolerte i de engelsktalende landene, ikke en av dem har, så vidt jeg vet, protestert mot denne grelle forfalskningen."

Professor Shahak er altfor naiv. Om han våget seg ut av Israel mer og lærte kristne skriftlærde bedre å kjenne, ville han forstått hvilket patetisk og politisk korrekt pakk de er blitt. Der er ikke den minste gnist av Martin Luther igjen i de fleste av dem. Svikere av sitt eget folk så vel som deres religion som de er, smiler de og gjør knefall for enhver fornærmelse fra jødene og er i stand til å føle indignasjon bare når jødene blir vist aldri så lite ringeakt.
Jødene er i stand til verve dem til regimentet som unisont fordømmer som "hat" enhver kritikk av jødisk politikk eller doktriner, men de snur det blinde øye til det giftige hat som gjennomtrenger jødedommen og som motiverer den store majoritet av jøder, religiøse såvel som sekulære.

Israel Shahak er virkelig en sjelden jøde, og hans bok er essensiell lesning for enhver som er interessert i jødeproblemet.¤

-------------------------

Tore Hund
Kristenfolkets gudsdyrking framhjelper Jahves planer?
Thu May 31 03:09:34 2001


Hva Javhes planer er med hedningefolkene - dvs alle andre enn det utvalgte folket - går vel temmelig klart fram av de nedenforstående skriftsteder.
Spørsmålet blir da: vil ikke de kristnes dyrking av denne guden hjelpe til å fremskynde planene? Graver ikke kristenfolket sin egen grav - og vår alles grav?
-----------------------

Jesaia; Kapittel 60

1 Stå op, bli lys! For ditt lys kommer, og Herrens herlighet går op over dig.

2 Se, mørke dekker jorden, og mulm folkene, men over dig skal Herren opgå, og over dig skal hans herlighet åpenbare sig,

3 og folkeslag skal søke til ditt lys, og konger til den glans som er gått op over dig.

4 Løft dine øine og se dig omkring! De samler sig alle sammen, de kommer til dig; dine sønner skal komme fra det fjerne, og dine døtre skal bæres på armen.

5 Da skal du se det og stråle av glede, og ditt hjerte skal banke og utvide sig; for havets rikdom skal vende sig til dig, folkenes gods skal komme til dig.

------------------

9 For på mig skal øene vente, og fremst seiler Tarsis-skibene og fører dine barn hit fra det fjerne, deres sølv og gull kommer med dem - for Herrens, din Guds navns skyld, for Israels Helliges skyld, for han herliggjør dig.

10 Og fremmede skal bygge dine murer, og deres konger skal tjene dig; i min harme har jeg slått dig, men i min nåde har jeg forbarmet mig over dig.

11 Og dine porter skal holdes åpne all tid, hverken dag eller natt skal de lukkes, så folkenes gods kan føres inn til dig, og deres konger føres med som fanger.

12 For det folk og det rike som ikke vil tjene dig, skal gå til grunne, og hedningene skal bli aldeles ødelagt.

--------------
Jesaia; Kapittel 61.

5 Og fremmede skal stå og vokte eders hjorder, og utlendinger skal være eders akerdyrkere og vingårdsmenn.

6 Men I, I skal kalles Herrens prester, vår Guds tjenere skal de kalle eder; folkenes gods skal I ete, og deres herlighet skal gå over til eder.



---------------

16 Og du skal die hedningefolks melk, ja, kongers bryst skal du die, og du skal kjenne at jeg, Herren, er din frelser, og Jakobs Veldige din gjenløser.


Men "nasistene" skal nok enda ha skylda.



Det løgnmonumentet artikkelen nevner skal nok bli stående på lik linje med løgnmonomentet på Elverum over "Elverumsfullmakten".
Skal løgnene stå seg over tid, må de aldri innrømmes, og de må pleies daglig.

Vad hände verkligen sommaren 1941 i den lilla byn Jedwabne i nordöstra Polen? En massaker på judar genomförd av tyska specialtrupper eller ett utbrott av polsk antisemitism och judehat?
På minnesstenen i utkanten av byn står det: "Här mördades 1 600 judiska medborgare av Gestapo och Hitlers polis." Monumentet uppfördes på 1960-talet av polska veteraner och patrioter.
Boken "Sasiedzi" (grannar) tecknar en annan bild av händelserna. I denna skildrar sociologen Jan Tomasz Gross hur de polska byborna genomförde klappjakt på sin judiska grannar. Somliga slogs ihjäl med yxor eller knivstacks på öppen gata. De flesta föstes in i en lada och brändes ihjäl.

Jan Tomasz Gross bok, som om några dagar kommer ut på engelska, har utlöst en våldsam debatt i Polen där det heroiska förflutna - tillsammans med katolicismen - är kittet som enar nationen och som har fått polackerna att stå ut med århundraden av lidanden.
- Vi har alltid betraktat oss som ädla och oskyldiga offer för utländskt våld och intriger utifrån, förklarar Adam Michnik, chefredaktör för Polens ledande tidning Gazeta Wyborcza.
- Men faktum är att det också finns en djupt rotad antisemitisk tradition i Polen, säger han och tillägger att Polen till skillnad från många länder i Västeuropa aldrig fört en uppriktig debatt om kriget, förintelsen och antisemitismen.

I Jedwabne, en gudsförgäten håla med 2 000 invånare och 40 procent öppen arbetslöshet, är det definitivt ingen som vill prata om det förgångna. Främlingar bemöts med kompakt fientlighet. Frågor besvaras med ilskna blickar. "Försöker du fotografera så slår vi sönder kameran", ryter en männen som står och hänger i ett gathörn.

Plötslig öppnas dörren till en liten butik och vi vinkas in i halvmörkret där en handfull bybor väntar på oss. Några ölflaskor öppnas och sedan börjar de prata.
- Du tror väl inte att 1 600 judar passar in i en lada. Det lögn från början till slut, säger en skäggig man i 50-årsåldern som vägrar att uppge sitt namn.
En annan tillfogar att judarna alltid har skott sig på polackernas bekostnad, inte minst under den sovjetiska ockupationen under andra världskriget. Inte undra på att ingen ville hjälpa dem när tyskarna marscherade in sommaren 1941.
- Det är en massa dynga som flyter till ytan i dessa dagar, klagar Jedwabnes borgmästare, Krzystof Godlenski.

Borgmästaren är en av de få i byn som försöker vara saklig. Han har beslutat att en ny minnessten ska upprättas och att inskriften den här gången ska vara sanningsenlig. Men samtidigt beklagar han att Jedwabne har blivit en bricka i ett större politiskt spel.
Bland annat har Polens reformkommunistiske president Aleksander Kwasniewski meddelat att han tänker deltaga i en minnesstund i Jedwabne på 60-årsdagen av massakern den 10 juli - och att han då vill be det judiska folket om ursäkt.

Ärkekonservativa nationalister och högerpolitiker i den regerande valalliansen AWS försöker däremot göra Jedwabne till en symbol för polsk patriotism. De talar om smutskastning och har bildat en kommitté till försvar av nationens heder och ära.
Den katolska kyrkan har en ambivalent hållning. Kyrkans överhuvud Jozef Glemp antyder att han är beredd att be det judiska folket om ursäkt men det är oklart om han ämnar deltaga i ceremonien. Den för Jedwabne ansvarige biskopen Stanislaw Stefanik talar under tiden om en "förljugen kampanj" med finansiell bakgrund, underförstått styrd av det judiska storkapitalet.

Exakt vad som hände i Jedwabne för 60 år sedan är än i dag oklart. Det enda man med säkerhet kan säga är att det var polacker som mördade byns judiska invånare. Möjligen skedde detta på uppdrag av tyskarna, kanske var polackerna därtill tvingade. Men det kan också ha varit en bestialisk hämnd för att judarna ansågs ha kollaborerat med den sovjetiska ockupationsmakten.
Redan 1949 dömdes 15 polska bybor för morden. Handlingarna har hela tiden varit tillgängliga. I det Judiska historiska institutet i Warszawa arkiveras även vittnesmål från de få judar som överlevande pogromen.

I det kommunistiska Polen hade dock ingen intresse av att föra en debatt om den polska historiens skuggsidor. Det är först nu, mer än ett årtionde efter murens fall, som det förflutna plötsligt väller fram. Och reaktionerna i Polen, påpekar Adam Michnik, är lika starka som i Israel när Hannah Arend 1964 publicerade boken "Eichmann i Jerusalem" - en bok som bland annat beskriver hur judar hjälpte till att organisera transporterna till Hitlers koncentrationsläger.

Tomas Lundin

tillbaka


Var Martin Luther et klokt og forstandig menneske?



Uten tvil. Han så løgnene til pavekirken og nødvendigheten av å rive menneskene løs fra den pavelige antikrist. Uten Luther ville det europeiske menneske ha befunnet seg på samme åndelige og materielle nivå som muslimene befinner seg i dag. Luthers frigjøring fra pavekirken var på mange måter en forutsetning for den vitenskapelige revolusjon i moderne tid.
Han var en meget klok mann.

Derfor bør man lytte nøye til hva han sier om jødene, judaismen og talmudismen. Særlig burde dette være obligatorisk lesning for kristne lutheranere.


Jøderne og deres løgne

Jøderne og deres løgne

af Martin Luther

1542

Oversat fra tysk af

Olga Eggers

l. udgave udsendt på

Nordiske Kvinders Forlag

København, 1938

Denne lille Bog, »Jøderne og deres Løgne« af Dr. Martin Luther, har ikke været optrykt i Tyskland i mange Aar og er ikke tidligere oversat til Dansk. Hvorfor den ikke er medtaget i de nyere tyske Oplag af Luthers Skrifter skyldes naturligt nok den Indflydelse, som jøderne, denne »9. Stormagt«, indtil for nylig havde i Tyskland og den Dag i Dag har over de fleste hvide Nationers baade materielle og aandelige Liv.

Imidlertid er der ingen Tvivl om, at netop denne Bog har sin Mission, og at man uden at kende den mangler noget i Forstaaelsen af Luthers livssyn og hele Arbejde. Da jeg for nogle Måneder siden udgav et lille Flyveblad med Citater fra Johannes Evangelium samt fra »Jøderne og deres Løgne«, var jøderne og deres Haandlangere straks paa Færde og benyttede den jøderne altid hørige og lydige Radio til et Foredrag, der nærmest gik ud paa at stemple Luther som ikke rigtig klog. Nu turde en saa forbløffende Karakteristik, der er lige saa dum som fræk, gøre den modsatte Virkning og Overbevise Lytterne om hele Foredragets mere end tvivlsomme Værd. Forøvrigt rnaatte det vel ogsaa falde den lutherske Kirkes Tilhængere for Brystet, at den danske Radio for at tækkes nogle hebræere, ikke undsaa sig for at lade sig bruge som Redskab til Besmittelse af en Mands Eftermæle, endda en af de største Aandskæmpere, Verden har set.

Naar der i Foredraget anførtes, at Luther selv undertiden skal have sagt god for jøderne, saa er dette for saa vidt rigtigt, som han selv indrømmer, at han - lige som Millioner andre Arier - ikke altid har kendt Sandheden om dette vandrende, asiatiske Folk. Til den Overbevisning, der saa utvetydigt udtrykkes i »Jøderne og deres Løgne« samt i hans Bog: »Vom Schem Hamphoras: Und vom Geschlecht Christi. Matth. I. Wittenberg MDXLIII« er Luther kommen gennem omhyggelig Granskning af Jødernes Religion, Væsen og Sæder. Det Slør, de selv med saa megen snedig Grundighed indhyller deres Lære, Planer og Forhold i, er det vanskeligt for det umistænksomme, germanske Sind at gennemtrænge. Betegnende er det ogsaa for Forholdene i Danmark, at det bevidst vanskeliggøres for Folket at skaffe sig Klarhed. Der gives Fængselsstraf for blot at citere nogle af den jødiske Religions læresætninger, skønt den i København bosiddende Overrabbiner Dr. Friedinger i sin i Efteraaret 1937 ud komne »Lærebog i den jødiske Religion« selv fastslaar, at Talmud den Dag i Dag danner Grundlaget for jødernes religiøse liv. Saa man maa vel nok undres en Smule over, at alene Anførelsen af nogle Talmudord er nok til at bringe Dom og Straf ned over danske Mennesker! Aldrig er saa vidt mig bekendt nogen bleven straffet for at have citeret den kristne Religions Lærdomme. Men dette er et ypperligt Bevis paa baade, at jøden ikke ønsker sit Værtsfolk gjort bekendt med sine Livs- og Leveregler, og paa den skandaløse Magt, som de Styrende i landet har givet nogle paatrængende Fremmede over og til Ulykke for Landets egne Børn.

Jeg har i den danske Oversættelse bestræbt mig for at holde mig saa nær som muligt op ad Luthers eget magtfulde, ejendommelige Sprog, idet jeg dog enkelte Steder har forkortet en Smule og omskrevet enkelte Sætninger for at lette Forstaaelsen af den for Nutidsmennesker noget vanskelige Sprogform. Og er herved bleven bistaaet paa det Bedste af venlige i Gammeltysk hjemmekendte Venner.

Oversættelsen foretaget efter Hans Ludolf Parisius' 7.Udgave 1936.

Graasten, i August 1938.

Olga Eggers.

Forord

til Dr. Martin Luthers Bog: »Jøderne og deres Løgne«.

Udgivet 1542.

Vel havde jeg foresat mig hverken at skrive om jøderne eller mod Jøderne. Men da jeg har erfaret, at dette landflygtige, uhelbredelige Folk ikke ophører med at lokke os, de Kristne, til sig, har jeg udgivet denne lille Bog, for at jeg kan regnes blandt dem, der gør Modstand mod Jødernes giftige Forehavener og advarer de Kristne, saa de vogter sig for Jøderne. Jeg havde ikke ment, af en Kristen skulde lade sig narre af jøderne, og føres i Elendighed og jammer. Men Djævelen er Verdens Gud, og hvor Guds Ord ikke er, gaar det ham godt, ikke blot blandt de svage, men ogsaa blandt de stærke. Gud hjælpe os. Amen.

Naade og Fred i Herren.

Kære Herre og gode Ven.

Jeg har modtaget et Skrift, hvori en Jøde har en Samtale med en Kristen, og hvori Jøden understaar sig at udlægge Skriftsprog (der angaar vor Tro, vor Herre Kristus og Maria, hans Moder) forkert og mistyde dem, fordi han tror derved at kunne omstøde vor Tros Grundvold.

Derpaa giver jeg jer og ham dette Svar.

Det er ikke min Mening, at jeg vil strides med Jøderne eller lære af dem, hvorledes de tyder eller forstaar Skriften. Det kender jeg altsammen godt nok forud. Langt mindre omgaas jeg med den Tanke, at jeg vil omvende Jøderne. Thi det er umuligt. Endnu nytter det intetsteds med Jøderne og har altid kun gjort Ondt værre. - Ogsaa fordi de er bleven saa haarde og haardhudede, at de ikke vil befries for den skrækkelige Plage, at de nu i fjorten Hundrede Aar er i Landflygtighed og endnu ikke kan opnaa at se nogen Ende eller bestemt Afslutning herpaa trods deres evige heftige Raaben og Skrigen til (som de mener) Gud: Hjælper (siger jeg) Slagene ikke, saa er det nemt at regne ud, at vor Tale og Udlægning vil hjælpe endnu langt mindre.

Derfor skal en Kristen give sig tilfreds og ikke strides med en Jøde. Men skal du eller vil du absolut tale med ham, saa sig ikke mere end dette: Hør du, Jøde, ved du ogsaa, at Jerusalem og jeres Herredømme samt Templet og Præstedømme nu har været ødelagt mere end 1460 Aar? Thi i dette Aar, da vi Kristne skriver Aar 1543 efter Kristi Fødsel, er det nøjagtig 1469 Aar, og det er altsaa lienimod 1500 Aar siden, at Vespasianus og Titus ødelagde Jerusalem og drev Jøderne ud derfra. Og lad saa Jøderne bides og disputere om denne lille Nød saa længe, de vil.

Thi en saa grusom Guds Vrede viser altsaa tydeligt nok, at de sandelig maa fejle og fare med Uret, det kan vel selv et Barn forstaa. Thi saa frygteligt maa man ikke tænke om Gud, at han skulde straffe sit eget Folk saa længe , saa grueligt og saa ubarmhjertigt og til og med tie stille, hverken trøste med Ord eller Gerninger, hverken fastsætte Tid eller Sted. Hvem vilde tro og haabe eller elske en saadan Gud? Lad os derfor slutte heraf, at Jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans Folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til Skriftsproget hos Hosea l v. 9: Lo Ammi: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det gaar dem altsaa desværre saaledes og kun saaledes og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser Værket for vore Øjne, det bedrager os ikke.

Og hvis der var en Tøddel Fornuft eller Forstand i dem, maatte de i Sandhed tænke saaledes ved sig selv: Ak Herre Gud, det gaar og staar ikke godt til med os, Elendigheden er for stor, for langvarig, for haard, Gud har glemt os o. s. v.

Jeg er ganske vist ingen Jøde, men jeg i Alvor ikke gerne tror paa en saa frygtelig Guds Vrede over dette Folk; thi jeg ræddes derfor, saa det gaar mig gennem Marv og Ben. Hvad vil det blive til med Guds evige Vrede i Helvede over alle falske Kristne og alle Vantro?

Nuvel, Jøderne maa regne Vor Herre Jesus for hvad de vil; vi ser, at det altsaa gaar saaledes, som skrevet staar i Luk. 21, 22, 23: »Naar I ser Jerusalem belejret af en Hær, saa mærk jer, at nu er hendes Ødelæggelses Dag kommen; thi disse er Hævnens Dage, og der skal blive stor Nød i Landet og Vrede over dette Folk«.

Altsaa, som sagt: Strides ikke meget med Jøderne om vore Trosartikler. Fra deres Ungdom af er de saaledes opdraget med Gift og Galde imod vor Herre, at der intet Haab er, før de kommer dertil, at de tilsidst er bleven gjort møre af deres Elendighed og tvungne til at bekende, at Messias er kommen, og at det er Vor Herre Jesus. Ellers er det alt for tidligt og ganske omsonst at disputere med dem. Saa vil vi da nu for at styrke vor Tro, og fordi Jøderne saa giftigt smæder vor Tro, vise hvilke grove Dumheder der indeholdes i deres Skrifter og i deres Udlægning. Kommer nogensinde en Jøde paa bedre Tanker, saa at han skammer sig, saa meget des bedre. Vi taler ikke nu med Jøder, derimod om Jøder og om deres Gerninger, som ogsaa vort Folk bør kende.

De har en Grund til at prale og trodse ud over alle Grænser. Den er, at de nedstammer fra Jordens fornemste Folk, fra Abraham, Sarah, Isak, Rebekka, Jakob pp. . Vi (Goijem) er Hedninger i Sammenligning med dem og i deres Øjne ikke Mennesker, derimod neppe værd at vi arme Orme skal ænses af dem. Thi vi er ikke udaf den samme ædle Slægt, Stamme, Fødsel og Herkomst.

Dette er en Begrundelse af deres Trods og Hovmod og efter min Mening den fornemste og stærkeste.

Det maa Gud taale af dem i deres Skoler, Bønner, Sange, deres Lære og hele Liv; saaledes gaar og staar de for ham og plager ham (da jeg altsaa taler om Gud med menneskeligt Sprogbrug). Der maa han høre paa, hvorledes de berømmer sig og priser Gud, fordi han har adskilt dem fra Hedningerne og udvalgt dem som sit eget hellige Folk. Og der er ingen Ende paa, saa de roser sig af deres Herkomst og deres legemlige Nedstamning fra Fædrene.

Og ydermere - for at deres rasende, vanvittige og taabelige Galskab skal blive fuldkommen, roser de sig og takker Gud, først fordi de er skabt som Mennesker og ikke som Dyr; for det andet fordi de er Israel og ikke Goijem (Hedninger); for det tredie, fordi de er født Mænd og ikke Kvinder. Disse Taabeligheder har de ikke fra Israel, men fra Goijem. Thi Historien beretter, at Grækeren Plato dagligt opsendte saadanne Lovprisninger og Taksigelser til Gud. Men skal saadan Hoffærdighed og Gudsbespottelse kaldes at lovprise Gud? Thi denne roste ogsaa sine Guder for disse tre Ting, -- at han var et Menneske og ikke et Dyr, en Mand og ikke en Kvinde, en Græker og ikke Ikke-Græker eller Barbar. Det er en Nars Selvros og en Gudsbespotters barbariske Tak: Aldeles ligesom om Valoner ogsaa vilde tænke om sig selv, at de alene var Mennesker, hele den øvrige Verden Umennesker, Ænder eller Mus i Sammenligning med dem.

Nuvel, ingen kan tage den Berømmelse fra dem, at de er af Israels Rod og Stamme. I det gamle Testamentes Tid har de af den Grund (og det forstaar ingen Jøde) tabt mange Slag i Krigen. Alle Profeter har straffet dem herfor, thi det er en hovmodig, kødelig Anmasselse, uden Aand og Tro; de er altsaa ogsaa af den Grund blevet myrdede og forfulgte. (Herefter følger flere Beviser, hentede fra Skriften, og de slutter saaledes:) Altsaa kalder Vor Herre dem Slangeyngel. Item Joh. 8, 39: »Er I Abrahams Børn, saa gør Abrahams Gerninger. Men I er Djævelens Børn, han er Eders Fader«.

Det var dem uudholdeligt, at de ikke skulde være Abrahams, men Djævelens Børn, hvad de heller ikke nu synes on. Thi naar de skulde opgive denne deres Berømmelses Grundvold, maatte alt det, der stod paa den, falde og blive anderledes.

(I det følgende bliver denne Selvros ud fra Skriftens Ord indgaaende imødegaaet og tilbagevist som ubegrundet Anmasselse. Disse Citater fra Skriften slutter da med følgende Ord:)

Men dette vil jeg sige for at styrke vor Tro. Thi Jøderne lade sig ikke fratage deres Hoffærdighed og Stolthed over deres Adel og Oprindelse, saaledes som ovenfor sagt. De er forstokkede.

Men vort Folk skal passe paa, at de ikke lader sig forføre af dette forstokkede, fordømte Folk (hvis Løgne Gud straffer og som stolt foragter hele Verden). Thi jøderne vil meget gerne trække os over til deres Tro og gøre det, hvorsomhelst de kan det. Og skulde Gud blive dem, Jøderne, naadig, saa maatte de først fjerne saadanne modbydelige Bønner og Sange om deres Berømmelse og deres Herkomsts Storhed fra deres Hjerter og Munde. Thi saadan Beden øger og forhøjer stadig mere Guds Vrede over dem. Men det vil de ikke gøre, de vil aldrig ydmyge sig saa dybt, undtagen hvad enkelte Personer, hvem Gud særligt drager til sig og udløser fra deres gruelige Fordærv, kunde gøre.

Den anden Storhed og Berømmelse, hvoraf jøderne blærer sig og paa Grund af hvilken de mener at have Ret til stolt og hovmodigt at foragte alle andre Mennesker, er den, at de har Skikken med Omskærelsen fra Abraham.

Gud hjælpe os, hvor maa vi Hedninger da være utaalelige for dem i deres Skoler, Bønner, Sange og Lærdomme. Hvor modbydeligt maa vi Stakler stinke i deres Næser, fordi vi er uomskaarne.

(Her følger længere teologiske Udredninger med Beviser fra talrige Citater fra Skriften, øg tilsidst den 5. Salme, hvori hedder:)

Denne Salme angaar alle Mennesker...., især og fornemmelig Jøderne, for hvis Skyld den i Særdeleshed (ligesom alle andre Dele af Skriften) er givet og skrevet, og de bliver ogsaa mesterligt afslørede for alle Hedninger. Thi dem er dets som har vist allevegne en gudløs Handlemaade, Afguderi, som har bekendt falsk Lære og har haft uomskaarne Hjerter, saa at Moses selv og alle Profeterne jamrer og klager over dem. Medens de selv tiltrods herfor altid har troet at være Gud til Behag, og slaaet Profeterne ihjel har de. De er det mest ondskabsfulde, halsstarrige Folk, der ikke har ladet sig fra onde omvende til gode Gerninger hverken ved Prædiken, Skænden eller ved Profeternes Lære saaledes som Skriften Gang paa Gang viser, og dog vil de være Guds Tjenere og bestaa for hans Dom. De er de pralende, hoffærdige Skelme, som indtil denne Dag ikke kan gøre andet end at rose sig selv af deres Stamme og Herkoinst, rose sig selv og foragte og forbande hele Verden i deres Skoler, Bønner og Belæringer, og dog mener de at kunne bestaa for Guds Øjne som hans kæreste Børn. 1)

De er de rigtige Løgnere og Blodhunde, som fra Begyndelsen og til vore Dage har fordrejet og forfalsket hele Skriften med deres forløjede Udlægning 2) Og al deres Hjerters ængstelige Sukken og Længsel og Haab gaar ud paa, at de engang maa behandle os Hedninger ligesom i sin Tid Esther behandlede Hedningerne. . . . Og hvor de elsker Esthers Bog, der stemmer saa godt med deres blodtørstige, hævngerrige, morderiske Begæringer og Haab. Aldrig nogensinde har Solen skinnet paa et mere blodtørstigt og hævngerrigt Folk end dette, som tror om sig selv, at de er netop Guds Folk, for at de skal og maa myrde og ødelægge Hedningerne! Og det er ogsaa det allerstørste, som de venter af deres Messias: Han skal ved deres Sværd myrde og ombringe den ganske Verden. Hvad de selv i Begyndelsen gjorde hele Verden over imod os Kristne og stadig gerne vilde gøre, hvis de blot kunde. Ofte nok har de ogsaa forsøgt det og har derfor faaet ordentligt paa Snuden. Men derom maaske mere senere. (Luther optæller nu her videre de forskellige falske Grunde til, at Jøderne berømmer sig selv i Sammenligning

Note1) Sammenlign dette og det følgende med "Zions Vises Protokoller" og især med den deri citerede Esthers Bog. Og ogsaa med de i den nyeste Tid af Jøden Bela Kuhn og den forjødede russiske Sowjet-Regering i Rusland forøvede Millionmyrderier.

Note2) Eller kan en samvittighedsfuldd Fortolker f.Eks. holde Brugen af ægyptiske Klæder og Husgeraad for at være guddommelig Befaling?

med andre Folk: Foruden den i Moselov befalede Omskæring og de derpaa begrundede jødiske Loves Rigtighed anfører han talrige Bibelord, som klager over Frafald, Fritænkeri og Uretfærdighed og taler om Djævelen, hvem han sammenligner jøderne med):

Hvor langt bedre vilde det ikke være for dem, der, som de ikke ejede Guds Bud eller kendte til det. Thi havde de det ikke, saa var de ikke fordømte. Men de er fordømte, fordi de har hans Bud og dog ikke holder det, men tvertimod uden Ophør synder imod det.

Ligesaa godt kunde Mordere og Horkvinder, Tyve og Skalke og alle onde Mennesker berømme sig af, at de skulde være Guds særligt hellige Folk, fordi de kender hans Ord og ved, at de skal frygte ham og være ham lydig, elske ham og tjene ham, ære hans Navn, ikke myrde, ikke bedrive Hor o. s. v. Men nu, da de synder og bliver fordømt, saa er det netop, fordi de har Guds hellige, retfærdige Ord og alligevel synder imod det. Lad dem saa kun, ligesom Jøderne, rose sig af, at Gud gennem sin Lov har helliggjort dem og blandt alle Mennesker udvalgt dem som sit særlige Folk.

En saadan Berømmelse er det ogsaa, at jøderne roser sig af i deres Skoler, de lover og takker Gud, at han har helliggjort dem og udvalgt dem til sit særlige Folk, skønt de godt ved, at det intet har paa sig, at de er fulde af Hovmodighed, Misundelse, Begær, Gerrighed og alle Slags Ondskab, og allermest de, der i deres Bønner anstiller sig mest andægtige og hellige. Thi de er saa blinde, at de ikke alene driver Aager, (jeg skal tie om deres andre Laster) men endda lærer, at det er en Rettighed, som Gud har givet dem gennem Moses, hvor de, som i alle andre Tilfælde, lyver skammelig om Gud, men det har jeg ikke nu Tid at tale om. 1)

Naar de ti Bud ikke bliver holdt, hvad betyder saa Lydighed mod andre Love, andet end lutter Gøglespil og Fastelavnsløjer, ja en ren og skær Bespottelse, hvorved Gud bliver gjort til Nar? Ganske ligesom hvis en ond Helvedeskarl gik i Pavens, Kardinalers, Biskoppers og Prædikanters Tøj og holdt alle de Love og Vedtægter, som saadanne Folk holder, og at han saa under denne gejstlige Prydelse var en rigtig Djævel, en Ulv, en Kirkefjende,

Note1) Sammenlign Goethe i "Jahrmarkt von Plundersweilern": De har en Tro, der giver dem Lov til at røve fra andre.

fjende, en Gudsbespotter, der traadte baade Evangeliet og de ti Bud under Fode, forbandede og fordømte det: O hvor vilde det ikke synes Gud en skøn Hellig!

Eller hvis en smuk Kvinde offentlig bar Kransen og i hele sin Væremaade holdt sig alle Love og Regler efterrettelig, som passer sig for den jomfruelige Tugt og Stand, og saa under denne Overflade var en modbydelig, skammelig Hore, der syndede mod de ti Bud, hvad hjalp det hende saa med den smukke Lydighed, og at hun udadtil førte sig med al en jomfrus Værdighed og Væsen? Det vilde hjælpe hende saa meget, at man vilde være hende syv Gange mere fjendtlig stemt, end om hun lige ud var en offentlig Hore! Og Gud har til alle Tider gennem Profeterne skældt Israels Børn ud for at være en saadan ond Hore, for at de under udvendig Lovlydighed og Helligheds Skin og Prydelse øver al Slags Afguderi og Ondskab, saaledes som Hoseas særligt klager i Kap. 2, 4, 5. For vel er det skønt, naar en Jomfru eller Kvinde er from, naar hun er ærlig og renligt klædt og smykket og forstaar at gebærde sig med udvortes Ynde. Men er hun en Hore, saa anstaar Klæderne, Smykkerne, Kransen og Pynten meget bedre en So, der ligger i Snavset, saaledes som Salomo ogsaa siger: En skøn, taabelig Kvinde (det er en Hore) er som en gylden Ring i Næsen paa en So.

Derfor er det vel værd at tie, hellere end at rose sig af (Kendskab til) Mose Love om de overfladiske Ting, naar de ti Bud ikke holdes. Ja, de gør sig syv Gange mere uværdige til at være Guds Folk end Hedningerne.

Lad dem fare! Og lad os holde os til dem, som beder Miserere, den 51. Salme, det er de der ved og forstaar, hvad det betyder at holde eller ikke holde Loven.

Og læg nu Mærke til, kære Kristne, hvad du gør, naar du lader dig forføre af de blinde jøder. Da gaar det visselig, som Ordsproget siger: Naar en Blind leder en Blind, da falder de begge i Graven. Andet kan du ikke lære af dem. De mangler Forstaaelse af de guddommelige Love og dog roser de sig og er hovmodige overfor alle Hedninge, der dog er langt værdigere for Gud, end de er, fordi disse ikke bar en saadan hellighedens Hovmod og dog følger Loven langt mere end Jøderne, disse hovmodige Hellige og forbandede Gudsbespottere og Løgnere.

Vogt dig derfor for Jøderne og pas paa, hvor de har deres Skoler, da disse ikke er andet end en Satansrede, hvori der kun findes Indbildskhed, Løgn og Modbydelighed, til aller bitreste og giftigste Skændsel for Gud og alle Mennesker, som var det Djævelen selv. Og hvorsomhelst du ser eller hører en Jøde undervise, da tænk kun, at der hører du en giftig Basilisk, hvis Udseende alene er nok til at forgive og dræbe Folk. De er saaledes overgivet til Guds Vrede, fordi de mener, at deres Selvros, Hoffærdighed, at de lyver om Gud, forbander alle Mennesker, er lutter ægte rigtig storslaaet Gudstjeneste, der anstaar sig saadanne ædle Efterkommere fra Fædrene og omskaarne Hellige, (hvor slette de end selv føler, at de er, med deres haandgribelige Laster) og saa tror de endda herved at have gjort Ret og Skel.

Vogt dig for dem!

Og for det fjerde praler de med stor Selvros og Hoffærdighed af, at de har faaet det Land Canaan, Staden Jerusalem og Templet af Gud. Til Trods for, at Gud Gang efter Gang har knust denne Selvros og Hovmodighed, særligt ved Kongen af Babylon, der drev dem i Landflygtighed og ødelagde alt for dem, ligesom Kongen af Assyrien tidligere havde bortført og forstyrret det hele Israel og tilsidst gennem Romerne fuldstændig udryddede og ødelagde dem, hvad der nu er over fjorten Hundrede Aar siden. Og alt dette, for at de skal forstaa, at Gud ikke har og heller ikke vil ænse deres Land, By, Tempel, Præstedømme eller Fyrstendømme, saa at han af den Grund skulde regne dem for sit eget særlige Folk. Endnu er deres jernhaarde Nakker (som Esaias siger) ikke bleven bøjede eller deres haarde Pander bleven røde af Skam, stadig forbliver de stærblinde og forhærdede, ubevægelige, og stadig haaber de, at Gud igen skal bringe dem hjem og give dem Alting tilbage.

De hører og ser ikke, at Gud gav dem alt, for at de skulde holde hans Bud, kun saa kunde de være hans Folk og Kirke. Aldeles ligesom naar de roser sig af deres Blod og Afstamning, men at han bar udvalgt netop dem, fordi de skulde holde hans Bud, det ænser og agter de ikke. De roser sig af deres Omskærelse, men hvorfor de er omskaarne, nemlig derfor, at de skulde holde hans Bud, det betyder intet for dem. De forstaar at prale af deres Love, Tempel, Gudstjeneste, Stad, Land og Herredømme, men hvorfor de fik det, det agter de ikke paa. Djævelen og alle hans Engle har besat dette Folk, saa de altid for Gud roser sig af de ydre Ting, deres Gaver, deres Gøren og Laden, hvilket vil sige: De ofrer ham de tomme Hylstre uden Kærne. Dette Offer skal han paaskønne og derfor betragte dem som sit eget Folk, velsigne og ophøje dem over alle Hedninger. Men at han forlanger, de skal holde hans Bud, saa de virkelig betragter ham som Gud, det bryder de sig ikke om. Og saa gaar det da efter Mose Ord: De anser mig ikke for deres Gud, saa regner jeg dem heller ikke for mit Folk, som der ogsaa staar hos Hosea.

Og dersom Gud ikke havde ladet Staden Jerusalem ødelægge, havde ladet dem fordrive fra deres Land, men at de i Stedet havde beholdt alt som forhen, saa havde ingen kunnet sige dem paa, at de ikke var Guds Folk, fordi de stadig havde Templet, Staden og Landet, uanset hvor ondt, ulydigt og halsstarrigt et Folk de end var. Og det var uden Forskel, om saa Profeterne dagligt havde tugtet dem og Tusinde Moses'er havde staaet og skreget: I er ikke Guds Folk, thi I er ulydige og genstridige imod Jeres Gud. Kan de dog nu ikke snart holde op med deres sindssyge, rasende Pralen med, at de er Guds Folk, hvorfor de nu i 1500 Aar har været fordrevne, forstyrrede og kastet til Jorden. Endnu haaber de ved egen Fortjeneste at komme derhen igen. Thi de har jo ingen Løfter, hvormed de kan trøste sig, undtagen hvad de laver sammen af forvirrede Tydninger i Skriften. . . Saaledes forhærder Jøderne sig tilsidst i deres onde Vilje og tager forsætlig fejl og vil ikke vige fra deres Rabbineres Lærdomme. Saa er vi ogsaa nødt til at lade dem gaa deres egne Veje og ikke agte paa deres giftige Bespottelser og Løgne.

Mig er det ogsaa gaaet saadan. Tre lærde jøder kom til mig i det Haab, at de skulde Finde en ny jøde i mig, fordi vi er begyndt at læse Hebraisk her i Wittenberg og foregav ogsaa, at naar vi Kristne begyndte at læse deres Bøger, saa skulde alt snart blive bedre. Da jeg nu begyndte at disputere med dem, kom de som deres Maade engang er med deres Kommentarer. Men da jeg tvang dem til at holde sig til Teksten, afbrød de mig og sagde, de maatte tro deres Rabbinere, ligesom vi troede Paven og Lægen o. s. v. Nu havde jeg Medlidenhed med dem og gav dem et Anbefalingsbrev til den Ret, der giver Jøder Beskyttelse, og bad dem, de skulde for Kristi Skyld lade dem drage frit videre. Men senere fik jeg at vide, at de havde kaldt Kristus for: en hængt Sjagrer. Derfor vil jeg ikke mere have noget at gøre med en Jøde. De er, som Paulus siger, overgivet til Vreden: jo mere man hjælper dem, des haardere og ondere bliver de. Lad dem passe sig selv. 1).

(Her følger nu igen meget udførlige teologisk-videnskabelige og derfor ikke letfattelige og med mange Citater fra Bibelen bilagte Beviser, som det vilde tage for megen Plads at gengive).

Kun skal vi ud af denne Masse af slaaende Beviser fra Skriften anføre følgende, Haggai 2: Saaledes taler Herren:

De har fra Ungdommen af indsuget et saa giftigt Had imod Goijems, fra deres Forældre og Rabbinere, og indsuger det endnu uden Ophør, at det gaar dem, som den 109. Salme siger, gennem Blod og Kød, gennem Marv og Ben, er bleven deres anden Natur og deres andet Liv. Og lige saa lidt som de kan forandre deres Kød og Blod, deres Marv og Ben, lige saa lidt kan de forandre en saadan Stolthed og Misundelse. De maa vedblive at være saaledes og fordærves, hvor Gud ikke bevirker et særlig stort Under.

Derfor maa du vide, kære Kristne, og tvivl ikke paa det, at du efter Djævelen ikke har nogen bitrere, giftigere, hæftigere Fjende end den rigtige Jøde, der for Alvor ønsker at være Jøde. Der kan maaske være nogle iblandt dem, som tror, hvad Koen eller Gaasen tror. Dog Afstamningen og Omskærelsen hænger ved dem alle 2). Derfor giver man dem i Historien ofte Skyld for, at de forgifter Brøndene, stjæler Børn og udsuger deres Blod, som i Trent, Weissensee o. s. v. De siger ganske vist nej. Men enten det nu er saadan eller ikke, saa ved jeg vel, at det ikke mangler dem paa fuldstændig Beredvillighed dertil, dersom det kunde lykkes dem hemmeligt eller aabenlyst at gøre dette i Gerning. Det bør du stole paa og rette dig efter. 3)

Note 1) Efter en saadan Forklaring af Luther er den velvillige Holdning, mange Lutheranere indtager overfor Jøder, ganske uforstaaelig.

Note 2) Denne Sætning er en af de faa, hvor Luther ogsaa synes at berøre Racespørgsmaalet.

Note 3) Sløret om Ritualmordene, hvilke Luther kun har anet, synes i vore Dage at løfte sig mere og mere.

Men gør de noget godt, saa vid, at det er ikke af Kærlighed til dig, at det sker. Men fordi de maa have Plads til at bo hos os, maa de af Nød gøre noget. Men Hjertet er og bliver saaledes, som jeg har sagt. Vil du ikke tro mig, saa læs Lyra, Burgen og flere andre paalidelige, sandfærdige Mænd. Og selv om de ikke havde skrevet det, saa siger Skriften dog, at de to Slags Sæd, Slangens og Kvindens, maa være Fjender, og Gud og Djævelen ikke forliges godt. Ogsaa nok finder man det i deres Skrifterog Bøger groft nok udtrykt.

Og vel maa et Menneske, der ikke kender Djævelen, forundre sig over, hvorfor de skulde være de Kristne mere end andre saa fjendtligt sindede, da de dog ingen Grund har hertil; thi vi viser dem alt muligt Godt: De lever hjemme hos os, under vor Skærmen og Beskyttelse, de bruger vort Land og vore Veje, vore Marker og Gader, og imedens sidder Fyrsterne og Øvrigheden og snorker med aaben Mund, tillader Jøderne at tage af deres Punge og Kasser, at stjæle og røve, hvad de vil, og det vil sige: de tillader, at de selv og deres Undersaatter gennem Jødernes Aagren bliver skændede og udsugede og de lader sig gøre til Betlere ved Hjælp af deres egne Penge. Thi Jøderne, der er Udlændinge, havde jo beviseligt intet, saa hvad de har, maa være vort. Da de ikke arbejder, fortjener de intet, og vi skænker og giver dem intet. Dog har de vore Penge og vort Gods og er derfor vore Herrer i vore egne Lande, og skønt de er Udlændinge. Naar en Tyv stjæler syv Gylden, hænger man ham, røver han paa Gaden, mister han sit Hoved. Men en Jøde, - naar han røver og stjæler ti Tønder Guld ved Aager, saa er han kærere end Gud selv.

Og som Bevis roser de trøstigt sig selv og styrker deres bestandige og giftige Forbitrelse imod os, medens de taler indbyrdes og siger: Hold ud, se, hvorledes Gud er med os og heller ikke forlader sit Folk i dets Udlændighed. Vi arbejder ikke, har gode dovne Dage, de forbandede Goijems maa arbejde for os, men vi faar deres Penge; paa den Maade er vi deres Herrer, de derimod vore Tjenere.

Hold ud, kære Israels Børn, det vil blive bedre. Vor Messias vil komme, naar vi bliver saadan ved og ved Aager og paa anden Maade faar fat i alle Hedningernes Hembdath (hebraisk Ord for Besiddelse).

Nuvel, det finder vi os i af dem, der er under vor Beskyttelse og Skærm: Og endda forbander de os, som jeg har sagt. Men videre.

(Efter en længere exegetisk-historisk Udredning følger nu et højst interessant Afsnit, hvoraf det fremgaar, at Luther allerede den Gang kendte Talmud og Schulchan Aruch særdeles godt, og dette forklarer tilfulde hans forandrede Mening om Jøderne.)

Thi baade deres Talmud og Rabbinere skriver, at det er ingen Synd at dræbe, hvis en Jøde dræber en Hedning, men derimod, hvis han dræber en Broder i Israel. Og holder han ikke sin Ed til en Hedning, er det ikke en Synd. Ligeledes: Stjæle og røve (som de gør gennem Aager) fra Goijems er ingen Synd, men er Gud velbehageligt. Thi de mener, at fordi de er ud af ædelt Blod og omskaarne Hellige, men vi er forbandede Goijems, saa kan de ikke behandle os for groft eller forsynde sig for haardt imod os, fordi de er Verdens Herrer, og vi deres Tjenere, ja deres Kvæg......... Og hvad deres Rabbinere har lært, det siger os ogsaa vore Evangelister, Matth. 15, 6, at de har ophævet det fjerde Bud om at ære Fader og Moder. Og Matth. 23,13 lærer endnu skammeligere Ting. Hvad ogsaa Matth. 5, 28 siger efter Kristus, hvorledes de har skalkagtigt prædiket og udlagt de ti Bud. Og i Templet bar de haft Vekselerboder, Kræmmerforretning og alle Slags Pengehandel, saa Vor Herre Kristus sagde, de havde gjort Guds Hus til en Morderhule. Nu kan du selv regne ud, hvilken skøn ære det er, hvor fuld af Herlighed det Hus maa være, naar Gud rnaa kalde sit eget Hus en Morderhule. Og Grunden er, at saa mange Sjæle er bleven myrdede ved deres skrækkelige, falske Lære, ved dobbelt Afguderi. Og i en saadan Lære fremturer endnu i vore Dage Jøderne og gør som deres Fædre, fordrejer Guds Ord, er gerrige, aagrer, stjæler, myrder (hvor de kan komme til det) og det samme lærer de deres Børn om og om igen. Hvor meget ærligere skriver og lærer ikke den hedenske Filosofi og ogsaa Digterne, ikke alene om Guds Styre og om det fremtidige Liv, men ogsaa om jordiske Dyder, thi de lærer, at et Menneske er skyldig at tjene andre, ogsaa at holde sit Ord til sin Fjende og være tro og hjælpsom mod dem, der er i Nød, saaledes som Cicero og hans Lige lærer.

Ja, jeg holder for, at der i Æsops Fabler, i det Halve af Catone, i Terentis samtlige Komedier staar mere Visdom og gode Lærdomme, end der kan Findes i alle Talmudiske Lærere og Rabbineres Bøger og i alle jøders Hjerter.

Hvis nogen skulde tænke, jeg siger for meget, - jeg siger ikke for meget, derimod alt for lidt. Thi jeg ser i deres Skrifter, at de forbander os Goijems og i deres Skoler og Bønner ønsker os alle Ulykker. (Sammenlign hermed ogsaa den berygtede Kol-Nidre-Bøn!). De røveros vore Penge og vort Gods gennem Aager, og hvor de kan, viser de os al mulig Ondskab. Mener (og det er det værste ved det) derved at gøre rigtigt. Det er: At tjene Gud ved at lære at handle saaledes. Dette har ingen Hedninger gjort og heller ingen gør det, undtagen Djævelen selv og de, han har besat, saaledes som han har besat Jøderne. Burgensis, der har været en meget lærd Rabbiner, og som ved Guds Naade er bleven Kristen (hvad der er sjældent) er særlig betaget af, at de i deres Skoler forbander os Kristne saa skrækkeligt (saaledes som Lyra ogsaa skriver) og slutter deraf, at de ikke kan være Guds Folk. Thi var de Guds Folk, vilde de gøre, hvad de fangne jøder i Babylon gjorde, og hvorom Jeremias skriver saaledes: Bed for Kongen og for Staden, hvor I er fangne, thi gennem deres Fred har I ogsaa Fred. Men vore Bastarder og falske Jøder mener, de maa forbande os, hade os og gøre os alt det Onde, de blot kan, skønt de dog ingen Grund har til det. Derfor er de visselig ikke Guds Folk. Om dette senere mere.

(Meget interessante er Udredningerne over den jødisk-spindsfindige Maade, hvorpaa de skjuler deres Had til Jesus og de Kristne under Pseudonymer). Der staar saaledes: Efter dette tager de Jesus Navn. Thi Jesus hedder paa Hebrajisk »Frelser« eller »Hjælper«. De gamle Saksere har brugt et Navn: Helprich eller Hilprich, der lyder ganske som Navnet Jesus, som vi nu kunde sige Hulfrich, der betyder den, der kan og skal hjælpe. Men Jøderne tager Navnet og kalder ham »Jesu«, hvad der i Hebrajisk hverken er et Ord eller et Navn, derimod tre Bogstaver, som Zifrene eller Talbogstaverne, som om jeg vilde tage Talbogstaverne C. L. U. ziffertalmæssigt og lave Ordet CLU ud af det, der betyder 155. Altsaa siger de: Jesu, det er: 316. Saadanne Tal giver et andet Navn, der betyder: Hebel Vorik. Derfra kan du videre læse Anton!

Margaritham, hvilke Satansstreger de dog driver med saadanne Ord og Tal.

Saaledes gør de ogsaa overfor os Kristne, naar de modtager os, og vi kommer til dem og fordrejer Ordet: Velkommen i Guds Navn. Saa siger de: Sched vil komme, hvilket betyder: Kom, Djævel! Eller: Der kommer en Djævel. Fordi vi nu ikke forstaar Hebrajisk, øver de altsaa deres grimme Kunster paa os, naar vi mener, de taler venligt med os, og i Stedet forbander de os ned i Helvedes Ild og ønsker os alle Ulykker.

Dernæst kalder de Ham et Horebarn og Maria en Hore, som har faaet Ham med en Smed i Ægteskabsbrud. Jeg maa, skønt ugerne, tale saa groft, i Trods mod Djævelen. Nu ved de særdeles vel, at de lyver saaledes af lutter Had og Vrangvilje, kun for at de skal kunne forgifte deres stakkels Ungdom og de enfoldige Jøder bittert nok imod Vor Herres Person, for at de ikke skal tiltrækkes af hans Lære (som de ikke kan benægte).

Saaledes sigter ogsaa Sebastianus Münster i sin Biblia en giftig Rabbiner for, at de kalder den kære Moder ikke »Maria«, men derimod »Haria«, Sterquilinium, en Hoben Snavs. Og hvem ved, hvad de mere har for mellem dem selv, og som vi ikke ved noget om?

(Luther viser nu videre i udførlige videnskabelige Drøftelser over Messias og Bar-Kochbad pp. sit nøje Kendskab til det jødiske Væsen, de hemmelige Skrifter og Judas Forhaabninger og kommer tilsidst til det foregivne saakaldte jødiske »Fangenskab« blandt de Kristne).

Se nu, hvilken fin, tyk Løgn det er, naar de klager over, at de er i Fangenskab hos os. Det er over 1400 Aar siden, at Jerusalem blev ødelagt, og vi Kristne er rent ud gennem 300 Aar hele Verden over bleven martret og forfulgt af Jøderne (som ovenfor sagt). Vi skulde vel have Grund til at klage, fordi de i al den Tid har fanget og dræbt os Kristne, hvad der er den rene Sandhed. Og endda ved vi ikke endnu den Dag i Dag, hvilken Djævel der har bragt dem til vort Land. Vi har ikke hentet dem fra Jerusalem.

Til og med er der endnu ingen, der har holdt paa dem, Landet og Gaderne staar dem aabne, de kan drage afsted til deres Land naarsomhelst det passer dem. Vi vilde endda gerne give dem Gaver, blot vi kunde blive fri for dem. Thi de er en svær Byrde for os, en Plage, Pestilens og lutter haard Ulykke for vort Land. For at sige Sandheden, er de ofte bleven drevet væk med Vold (saa ti stille med, at vi skulde holde paa dem) fra Frankrig (som de kalder Zarpath eller Obadja) der var en særlig fin Rede, er de fordrevne. Nu for nylig er de fordrevet af den kære Kejser Karolo af Hispania (som de kalder for Sepharad) ogsaa en af de allerbedste Reder. . . og i Aar ud fra alle de bøhmiske Lande, hvor de endog i Prag havde en særlig god Rede der. Ligeledes er i min Levetid de drevet ud af Regensburg, Magdeborg og flere andre Steder.

Kalder man det at holde nogen fangen, naar man ikke kan udstaa at have ham i Landet eller i Huset? Javel, de holder os Kristne fangne i vort eget Land, de lader os arbejde i vort Ansigts Sved, og medens de vinder Gods og Guld, sidder de paa samme Tid ved Ovnen, dovner, praler og steger Æbler, fraaser, drikker, lever lækkert og godt af hvad vi kan slæbe sammen, har fanget os og vore Ejendomme ved Hjælp af deres forbandede Aager, endda spotter de os og spytter paa os, fordi vi arbejder, medens de dovne Junkere lader syv være lige og er altsaa vore Herrer, som vi er deres Tjenere, med vort eget Gods, Sved og Arbejde. Ydermere forbander de endda Vor Herre og os til Løn og Tak.

Skulde Djævelen vel ikke le og danse, naar han kan have saadan et fint Paradis hos os Kristne, saa han ved Hjælp af Jøderne, hans Hellige, kan æde alt, hvad vort er, og til Løn fylde vor Næse og vor Mund (med Skarn) og dertil spotte og forbande Gud og dertil os Mennesker.

De har ikke kunnet have saa gode Dage i Jerusalem under David og Salomon med deres eget Gods, som de nu har det med vort, som de daglig stjæler og røver fra os. Endda klager de over, at vi har fanget dem! Ja, - vi har og holder dem fangne, ligesom jeg holder min Calculum, mit buldne Blod og alle andre Sygdomme og Ulykker fangne, og dem maa jeg adlyde som en stakkels Tjener. Skønt jeg Hjertens gerne saa, at Jøderne tog det altsammen med sig til Palæstina.

Naar nu det er sikkert og vist, at vi ikke holder dem fangen, hvormed har vi da gjort os fortjent til, at saadanne store, fornemme Hellige er os saa fjendtligt sindede? Vi kalder dog ikke vore Kvinder Horer, saaledes som de siger om Maria, Jesu Moder. Vi kalder ikke dem for Horebørn, hvad de kalder Vor Herre Kristus. l) Vi forbander dem ikke, men ønsker dem alt Godt, legemligt og aandeligt, huser dem og. spiser og drikker sammen med dem. Vi stjæler og blodsuger ikke deres Børn, 2) forgifter ikke Vandet og tørster ikke efter deres Blod. Hvormed har vi da fortjent saa grusom Vrede og Misundelse og Had fra saadanne store, hellige Guds Børn?

Det er kun det samme, som vi tidligere har citeret efter Moses, at Gud har slaaet dem med Vanvid, Blindhed og med Raseri i Hjertet. Saa er det vel ogsaa vor Fejl, at vi ikke hævner det (uskyldige) Blod, som de er Skyld i, at vor Herre og de Kristne og indtil vore Dage Børn bar maattet udgyde. At vi ikke slaar dem ihjel, men tiltrods for alle deres Myrderier, Forbandelser, Laster, Løgne, Skændselsgerninger, lader dem sidde frit hos os, beskytter og skærmer deres Skoler, Huse, Liv og Gods, saa de kan dovne og føle sig trygge og trøstigt kan udsuge os for vore Penge og vort Gods. Og yderligere kan spotte os og spytte paa os, og tilsidst blive saa mægtige, at de for vore store Synders Skyld kan slaa os ihjel, tage alt vort Gods, hvad de dagligt beder om og haaber maa ske.

Sig mig nu, om de ikke har vægtige Grunde til at være os forbandede Goijems fjendtligt sindede, til at forbande os og søge at bringe den uhjælpelige evige Fordærvelse ned over os. - (Se sidste Del af Zions Vises Protokoller,O.E.).

Hvad skal vi Kristne nu gøre med dette fordærvede, fordømte Jødefolk?

Det er ikke til at udholde, efter at de er hos os, og vi kender alle deres Løgne, Bagtalelser og Forbandelser, og vi dog maa passe paa, at vi ikke bliver delagtige i alle deres Løgne, Forbandelser og Bagtalelser. Vi kan dog ikke, (som Profeterne siger) slukke Guds Vredes uudslukkelige Ild, og heller ikke kunne vi omvende Jøderne. Saa maa vi med Bønner og Gudsfrygt udøve en haard Barmhjertighed, om det dog skulde være muligt for os at redde nogle af dem ud af Flammen og Ilden.

Vi tør ikke hævne os, de har Hævnen om deres Hals, tusinde Gange værre, end vi kunde ønske dem den. Jeg vil give mit betænksomme Raad.

Note 1) Sammenlign her den jødiske Saarbarhed med den Frækhed, hvor med de angriber den kristelige Religion i vore Dage.

Note 2) Ejendommeligt nok berører Luther stadig paany den gennem Aarhundreder uudryddelige Tro paa de jødiske Ritualmord af Børn.

Først, at man skulde tænde Ild paa deres Synagoger og Skoler og kaste Jord hen over det, der ikke vil brænde, saa at intet Menneske nogensinde skulde se en Sten eller en Slagge af det. Og dette skal man gøre til Ære for Vor Herre og den hele Kristenhed, saa at Gud kan se, at vi er Kristne og visselig ikke vil taale og indvillige i at være med til saadan offentlige Løgne, Bagvaskelser og Forbandelser imod hans Søn og hans kristne Folk.

Thi hvad vi hidtil har fundet os i af Uvidenhed (jeg har selv ikke før vidst Besked) det vil Gud tilgive os. Men nu ved vi det og skal derfor være fri for at have og beskytte et saadant Hus, hvori de kan lyve om, bagtale, forbande, spytte paa, og skænde os (som forhen omtalt). Det vilde være lige saa slemt, som om vi selv gjorde det, og meget værre, som vi vel ved.

Moses skriver Deutero. at, hvor somhelst der drives Afguderi i en Stad, skal denne Stad ødelægges ved Ild og intet skal blive til Rest. Og dersom han levede nu, saa vilde han selv være den første til at sætte Ild paa Jødeskolerne og Jødernes Huse.

(Saa følger Beviser fra Skriften.)

For det andet maa man ligeledes sønderbryde og ødelægge deres Huse. For de bedriver det samme Uvæsen i dem som i deres Skoler. Derpaa kan man lade dem indrette sig under et Tag eller i en Stald, ligesom Zigøjnerne, for at de skal forstaa, at de er ikke Herrer i vort Land, saaledes som de praler af, men derimod fangen i Landflygtighed, saaledes som de uden Ophør skriger op om og beklager sig over ligeoverfor Gud.

For det tredie skal man fratage dem alle deres Bedebøger og thalmudiske Skrifter, hvoraf de lærer alt saadant Afguderi, Løgne, Forbandelser og Bagvaskelser.

For det fjerde, at man under Dødsstraf forbyder deres Rabbinere vedblivende at undervise. Thi dette Embede har de mistet enhver Ret til, fordi de har holdt de arme Jøder der fangne med det Ord hos Moses 17,1l,12, hvori han paabyder, at de skal være deres Lærere lydige mod Tab af Liv og Sjæl. Skønt Moses selv tilføjer: Hvad de lærer dig efter Herrens Bud. Men saadant overser de Banditter og bruger det stakkels Folks Lydighed imod Herrens Lov og indgiver dem al den Gift, Forbandelse og Bagtalelse. - -

For det femte: At man fuldstændig ophæve Jødernes Beskyttelse paa Vejene. Thi de har intet at gøre paa Landet, eftersom de dog ikke er Herrer eller offentligt ansatte eller er Handelsmand eller lignende. De skal blive hjemme. Jeg har hørt sige, at der for Tiden er en rig Jøde, der rejser rundt paa Landet med tolv Heste (han vil vel være en Kochab (falsk Messias?) og ødelægger Fyrster, Herrer, Land og Folk med Aager, saa at de store Herrer ser skævt til det. Vil I Fyrster og Herrer ikke paa anden Vis forbyde disse Aagerkarle Vejene, saa burde der samles et Rytteri til at gaa imod dem, fordi de lærer af denne lille Bog, hvad Jøderne virkelig er, og hvorledes man bør omgaas med dem og ikke beskytte dem, Thi I maa og kan ikke beskytte dem, I vilde da for Gud være skyldig i alle deres Ugerninger. Og I bør betænke, hvad der vilde komme ud deraf.

For det sjette: Man bør forbyde dem al Aagren, som allerede Moses forbød dem, for de er ikke Herrer i et fremmed Land, og man bør tage alle deres Ejendele og Klenodier af Guld og Sølv og lægge det til Side og opbevare det. Og Grunden til at gøre dette er, at alt, hvad de har (som jeg før har sagt) det har de stjaalet og røvet fra os ved deres Aagren, fordi de ikke lever af andet. Disse Penge skal man give (og kun disse) til en Jøde, saa han faar to til tre Hundrede Floriner, naar han beder indtrængende om det, saa han kan begynde at skaffe sig et Levegrød og underholde sin arme Kone og sine Børn og underholde de gamle og svagelige. - Thi saadant Gods, der er vundet ved Ondskab, er forbandet, naar man ikke anvender det efter Guds Vilje til gode nødvendige Formaal.

Men naar de praler af, at Moses har tilladt dem at drive Aager med de fremmede, Deutero. 23, 20 (og de har intet andet at skyde sig ind under) saa skal man svare dertil: Der er to forskellige Slags Jøder eller Israelitter. De første er de, som Moses førte ud af Ægypten til Landet Kanaan, saaledes som Gud havde befalet ham det, og disse gav han en Lov, som de skulde lyde i dette Land, ikke ellers, og indtil Messias kom. . . De andre Jøder er Kejserens jøder, ikke Moses jøder. De begyndte paa Pilatus's Tid, Landshøvdingen i Judæa. Thi da han fra sit Dommersæde spurgte dem: »Hvad vil I, at jeg skal gøre med Jesus, den Jødernes Konge?« Da skreg de: »Korsfæst, - korsfæst ham«. Men han sagde: »Skal jeg korsfæste Eders Konge?« Og de raabte igen: »Vi har ingen anden Konge end Kejseren«. En saadan Underdanighed overfor Kejseren havde Gud ikke befalet dem, den viste de frivilligt. Da nu Kejseren fordrede skyldig Lydighed, strittede de imod og satte sig op imod ham, vilde nu ikke vere Kejseren underdanig. Da kom han og visiterede sine Undersaatter og hentede dem til Jerusalem, spredte dem ud over hele sit Rige, for at de skulle være lydige. Fra dem nedstammer de nuværende Jødebærme, som Moses ikke kender noget til, og de heller ikke til ham, da de ikke holder noget Bud eller nogen Sætning hos Moses. Vil de nu drage Fordel af Moses Lov, saa maa de først igen komme tilbage til Landet Kanaan og blive Moses Jøder, holde hans Bud og undertvinge Fremmede og Hedninger. Saa kan de aagre som de vil og saa meget, de Fremmede vil finde sig i.

Fordi de nu huserer i fremmede Lande under Kejseren og er ulydige imod Moses, skal de ogsaa holde Kejserens Lov og ikke aagre imod deres Overherrers Interesser, indtil de bliver lydige imod Moses. Thi Moses Lov er endnu aldrig kommen et Skridt udenfor Kanaans Land eller udenfor Israels Folk. Thi han er ikke bleven sendt til Ægypterne, Babylonerne eller noget som helst andet Folk med sin Lov, men ene og alene til det Folk, som han bragte ud af Ægypten til det Land Kanaan, saaledes som han ofte selv siger det i Deutero: De skal holde saadanne Love i de Lande, som de vilde indtage hinsides Jordan.

Og fordi Præstedømme, Gudstjeneste, Fyrstendømme, ja, det meste og næsten alt, hvad Moses har bygget op, er faldet for over 1400 Aar siden, saa er det sikkert, at hans Lov ogsaa er falden, og at det er Slut dermed. Derfor skal man lade disse kejserlige Jøder vederfares Kejserens Ret og ikke tillade, at de vil være Moses Jøder, hvilket ingen af dem har været nu i mere end 1400 Aar. Thi de har ikke deres eget Land, langt mindre fremmed Land, hvor de kunde drive Aager efter Tilladelse af Moses.

For det syvende: At man giver de unge, stærke Jøder og Jødinder Plejl, Økse, Rive, Spade, Spinderok, Ten i Haanden og lader dem fortjene deres Brød i deres Ansigts Sved, saaledes som det er paalagt Adams Børn. Gen. 3,19: thi det passer sig ikke, at de vil lade os forbandede Goijems arbejde i vort Ansigts Sved, og de, de hellige Personer, vil nyde deres dovne Dage med Fester og Pragt og saa prale modbydeligt af, at de er de Kristnes Herrer; tvertimod skal man trække disse Skælmes Dovenskab ud af dem.

Men tager vi i Betragtning, at de gerne gør os Fortræd paa vor Person, vor Hustru, vore Børn, Tjenere, Dyr o. s. v., naar de tvinges til at arbejde for os, er det at vente, at saadanne høje Verdens Herrer og bitre, giftige Orme, uvant med Arbejde, meget nødig vil ydmyge sig for de forbandede Goijems. (Det er bemærkelsesværdigt, saa godt Luther kender Jøderne, O.E.) Saa jeg tror, det er klogest at lade det blive ved, at vi sammen med Frankrig, Hispanien, Bøhmen o. s. v. udregner, hvad de har snydt os for gennem Aager, og deler det retfærdigt, men drive dem selv ud af Landene. Thi, som vi hører, er Guds Vrede imod dem saa mægtig, at de kun bliver ondere og ondere ved blid Behandling, men en Smule bedre ved haard. - Derfor væk med dem for altid.

Jeg hører, at Jøderne giver store Pengesummer bort og paa den Maade gør sig nyttige for de store Herrer. Javel, men hvoraf giver de? Ikke af deres eget, men derimod af Herskabernes og Undersaatternes Gods, som de har stjaalet og røvet ved Aager. Og paa den Maade tager Herskaberne altsaa fra deres Undergivne det, som jøderne giver bort, og det vil sige: Undersaatterne maa give og lade sig flaa af jøderne, for at disse kan blive i Landet, vinde Tiltro, lyve frækt, bespotte, forbande og stjæle. Skulde de forbistrede jøder da ikke le godt i Skægget over, at vi saa skammeligt lader os gøre til Grin og narre og giver dem vore Penge, for at de kan blive i Landet og beedrive al Slags Ondskab? Dertil ydermere blive rige ved vort Sved og vort Blod, medens vi bliver fattige og udsuges af dem. Hvis det var rigtigt, at en Tjener, ja en Gæst eller en Fange skulde give sin Herre aarligt ti Floriner og til Gengæld stjæle Tusind fra ham, saa vil den Tjener eller Gæst blive hurtigt og let nok rig, Herren og Værten derimod i en Haandevending Betlere. Og hvis Jøderne kunde give Herskaberne saadanne Summer af deres egne Penge, hvad der er umuligt, og de dermed afkøbte os Beskyttelse og Sikkerhed, kunde lyve skammeligt om Vor Herre Kristus i deres Skoler, bagtale, spytte paa og forbande ham, desuden ønske os alle Ulykker, at vi alle maa kvæles og omkomme med vor Kejser, Fyrster, Herrer, Kvinder og Børn, - det vilde i Sandhed være det samme som, at vi havde solgt vor Kristendom, vore Herrer, hele Kristenheden og hele Kejserriget, os selv med Kvinder og Børn skammeligt billigt. Vilde Forræderen Judas ikke betragtes som mere hellig i Sammenligning med os? Ja, selv om hver eneste Jøde (saa mange som der er af dem) kunne give 100,000 Floriner, saa skulde vi dog ikke tillade, at de havde Magt til frit at bagtale, forbinde og spytte paa en eneste Kristen. Det vilde være alt for billigt Køb. Hvor langt mere uudholdeligt er det saa ikke at tænke, at vi skulde lade dem købe den ganske Kristenhed og os alle med vore egne Penge, lade Jøderne bagtale og forbande os og endda til Løn herfor gøre dem rige og lade dem herske over os, medens de i Tilgift lo af os og kroede sig.

Det vilde forskaffe Djævelen og alle hans Engle en rigtig Spas, som de kunde le af gennem Næsen, som en So ler til sine Grise, men fortjene Guds hæftigste Vrede.

Altsaa, kære Fyrster og Herrer, som har Jøder under jer, er mit Raad ikke tilpas, saa find et bedre, at I og vi alle afkaster den ulidelige djævelske Byrde som Jøderne er, saa at vi ikke for Gud er delagtige i alle deres Løgne, deres Laster, Foragt, Forbandelser, som de rasende Jøder saa frit og uanfægtet sender imod Vor Herre Jesus Kristus, hans kære Moder, hele Kristenheden, Øvrigheden og os selv. Lad dem ikke faa hverken Beskyttelse eller Værn, heller ikke Ledsagelse eller Fællesskab med os, saa at hverken I eller Jeres Undersaatter hjælper dem til at faa jeres Penge og Gods ved deres Aagren. Vi har i Forvejen tilstrækkelig at gøre med at bære vore egne Synder fra Pavedømmets Tid, forøger dem dagligt med al Slags Utaknemlighed og Foragt for Guds Værk og al hans Naade, saa det er ikke nødvendigt, at vi yderligere tager Jødernes fremmede, skammelige Laster paa os og endda giver dem Penge og Gods. Lad os tænke os, at vi nu igen dagligt kæmper mod Tyrken, og at vi behøver at lettes for vor egen Syndebyrde og føre et bedre liv. Hermed har jeg renset og lettet min Sarnvittighed, fordi jeg troligt har oplyst og advaret.

Og I, mine kære Herrer og Venner, Præster og Prædikanter, vil jeg hermed indtrængende erindre jer om Jeres Kalds Pligter, saa at I advarer jeres Sognebørn imod den evige Skade de kan lide, og som I godt ved Besked med: 1) nemlig, at de vogter sig for Jøderne og undgaar dem, hvor de kan. Ikke saaledes at de skal forbande dem meget eller paaføre dem personlig Lidelse. Thi de har i alt for høj Grad forbandet og skadet sig selv, naar de forbinder Jesus, Marias Søn, som de nu har gjort mere end 1400 Aar. Overlad det til Øvrigheden. Men enten Øvrigheden tager sig af det eller ikke, saa lad enhver svare for sig selv og huske, at saaledes er en Jøde.

Naar du ser eller tænker paa en Jøde, saa sig til dig selv: Husk, den Mule som jeg ser her, har hver eneste Lørdag Aften forbandet, forhaanet og spyttet paa min kære Herre Jesus Kristus, som har forløst mig med sit dyre Blod, desuden tigget Gud om, at jeg, min Hustru og mine Børn og alle Kristne skulde forkomme paa det jammerligste, - selv vilde gøre, hvad han kunde, for at komme til at eje vort Gods! Maaske har han ogsaa disse Dage mange Gange spyttet over Navnet Ihesu (saadan som de plejer). Og skulde jeg spise, drikke eller tale med saadan en forbandet Mule? Saa kunde jeg lige saa godt æde og drikke med den skinbarlige Djævels Ske eller Kande og paa den Maade gøre mig ens med alle de Djævle, der bor i Jøderne, og spytte af Jesu dyre Blod. Det bevare Gud mig for!

For selv om de ikke har samme Tro som vi, saa kan vi ikke tvinge nogen til at tro (det er umuligt). Men vi kan dog undgaa at bestyrke dem i deres forsætlige Løgne, Laster, Forbandelser og Skændsel og heller ikke give dem Beskyttelse, Skærm, Spise, Drikke, Husly og andre saadannee Venligheder, som man viser sin Nabo. Ogsaa fordi de, saasnart vi er venlige og. tjenstvillige imod dem, stolt og haanligt roser sig af, at de har gjort Gud til deres Herre og os til deres Tjenere. Thi hvorsomhelst en Kriste paa Sabbaten tænder deres Ild, koger for dem i Herberget hvad de ønsker, da vil de til Tak herfor forbande os, spytte paa os og bagvaske os, som om dette var en god Gerning, medens de dog tærer paa vort Gods, som de har stjaalet fra os. Saa fortvivlende, gennemonde, gennemforgiftede, gennemdjævelske er disse Jøder, at de gennem 1400 Aar har været vor Plage, Pestilens, og vor Ulykke og er det den Dag i Dag.

Note1) Er denne indtrængende Advarsel fra Luthers Side mon altid bleven omhyggelig fulgt af alle Præster og Prædikanter? O.E.

I Særdeleshed, I, som er Prædikanter hvor der er Jøder, I maa med Flid foreholde Jeres Herrer og Regenter, at de betænker deres Amts Vigtighed, og hvad de skylder Gud, saa de tvinger Jøderne til at arbejde, forbyder deres Aagren og tøjler deres Laster og Forbandelser. Thi naar de blandt os Kristne straffer Tyve, Røvere, Mordere, Bagvaskere og andre Forbrydere, hvorfor skal saa disse Djævelens Børn Jøderne have Lov til at gøre den Slags Ting hos og imod os? Thi vi lider dog mere gennem dem end Valonerne gennem Spaniolerne. Disse fratager Værten Køkkenet, Kælderen, Kasserne, Pungene, forbander ham og ønsker ham Døden. Alt det samme gør jøderne, vore Gæster, ogsaa imod os, vi er deres Husværter. De røver fra os og suger os tid, hænger os om Halsen, disse dovne Skælme og ugidelige Vomme, drikker, æder, har gode Dage i vore Huse, forbander til Tak Vor Herre Kristus, Kirken, Fyrsterne og os alle, truer og ønsker os uden Ophør Døden o


Det er kommet en del "nye landsmenn inn i Oslo Bystyre. En del av dem er også kommet på tinget. De innvandringsvennlige partiene kappes nærmest om å kjøre dem fram som folkevalgte
Tror du denne mannen - eller noen av de andre "nye landsmennene" vil føre en politikk som kan være til gagn for det norske og det samiske folk? Tror du denne mannen ville gjort seg som representant for "nysamene" i Sametinget?